Aalerud nr. 12 på krævende Giro Rosa bjergenkeltstart

Det var sandhedens time i Giro Rosa i dag, hvor feltet skulle igennem 15 kilometers bjergenkeltstart fra Lanzada til Alpe Gera di Campo Moro, der er beliggende ved foden af de sydvendte Alper. Det er almindelig kendt, at man ikke kan gemme sig på en enkeltstart, og de 15 kilometer skabte stor spredning i feltet.

Team VIRTU Cycling Women’s Katrine Aalerud imponerede ved at slutte i tiden 50.49, hvilket ved målstregen satte hende ind på en foreløbig andenplads efter Alice Maria Arzuffi. Men som de største favoritter blev sendt af sted på ruten, faldt VIRTU Cycling’s nordmand længere ned ad rangstigen og endte på tolvtepladsen i det stærkt besatte felt.

Katrine Aalerud fortæller:

”Det var selvfølgelig rigtig hårdt, som enkeltstarter skal være. Jeg er bedst på de stejleste stykker på en stigning, og de sidste 2 kilometer var lidt for flade i forhold til mine styrker. Men jeg er tilfreds med min fremgang efter mit sidste styrt og sygdom og følte mig velkørende. Nu ser jeg frem til at kunne hjælpe mine holdkammerater i morgen, hvor jeg tænker, at Barbara, Claudia eller Sara vil have en god chance for at lave et resultat”.

Annemiek Van Vleuten vandt etapen og fører nu løbet sammenlagt.