Alexander Kamp forsøgte sig på kongeetapen i Tour de Fjords

Den 183 kilometer lange kongeetape af Tour de Fjords mellem Farsund og Egersund endte med en fantastisk underholdende finale på en krævende afsluttende rundstrækning, hvor der var angreb fra VIRTU Cycling´s unge delegation.

Det var ellers de tunge World Tour-mandskaber, der kontrollerede løbet fra starten, og selvom en gruppe bestående af Julien Bernard (Trek-Segafredo), Maxime Monfort (Lotto Soudal), Luis Mas Bonet (Caja Rural) og Nathan Earle (Israel Cycling Academy) rev sig løs fra feltet, var der aldrig rigtig fare på færde for de større hold.

Da feltet nåede ind på rundstækningen i Egersund splintredes feltet i stykker i det hårde terræn. Ved 4 kilometer tilbage af løbet, forsøgte VIRTU Cycling´s Alexander Kamp at komme væk fra det minimerede hovedfelt med et slagkraftigt angreb, men overmagten blev til sidst for stor. På opløbsstrækningen suste blot 21-årige Bjørg Lambrecht fra Lotto-Soudal først over målstregen til etapesejren, mens Michael Albasini (Mitchelsen-Scott) tog den samlede sejr i det norske løb.

Sportsdirektør, Michael Skelde fortæller:

“Vi fik desværre ikke et synligt resultat med hjem i bagagen fra Tour de Fjords, men jeg er stolt over den måde, holdet har præsteret både internt og i feltet blandt de større World Tour-mandskaber. De er gået ind i kampen med gå-på-mod uden at ville holde sig unødigt tilbage, og de har fungeret ligeså som de større hold, når vi taler om den interne strategi. I dag besluttede Alexander sig for at forsøge sig lidt længere udefra, og det er enormt positivt at opleve ham med sådan et overskud i en finale med så stærke hold og ryttere omkring sig. Han kører lige op med de bedste i en svær finale, og på den måde er jeg helt tilfreds med indsatsen, lyder det fra Skelde.