ALEXANDER KAMP VINDER SUNDVOLDEN GP

Team VIRTU Cycling deltog i dag i det 164 kilometer lange norske endagsløb, Sundvolden GP. Løbet sluttede med en 4.5 kilometer lang stigning med en gennemsnitshældning på 7.5 procent, hvor Team VIRTU Cycling´s Alexander Kamp slap væk i en mindre gruppe. Her viste den spurtstærke dansker sig som den hurtigste og tog sejren i flot stil.

DS, Michael Gregersen fortæller:
“Vi havde en plan klar i morges, og drengene fulgte den til punkt og prikke. Da vi rammer finalen, sætter vi os frem for at lægge pres på, og på stigningen fortsætter det stabile pres, hvor Kamp altså til sidst sætter fra og træder de fleste watt henover målstregen. Jeg er enormt glad og stolt på holdets vegne. De fulgte planen og sejrede derfor også til sidst.”

I morgen kører VIRTU´s delegation RINGERIKE GP i Norge, og dagens vinder, Alexander Kamp ser frem til at køre om topplaceringer igen:

“Dagens finale blev kørt efter bogen. Vi ønskede at lægge pres på, og vi lykkedes med foretagendet, selvom vi blev fulgt godt til dørs af to Joker-ryttere. Heldigvis havde jeg flest watt i behold på stregen. I morgen vil jeg da gerne blande mig i toppen igen, men vi har også Asbjørn Kragh, der kan vinde. Det gjorde han sidst her i 2015, så vi har i hvert fald to kort at spille,” slutter vinderen af Sundvolden GP.