Asbjørn Kragh Andersen i top 10, Torkil Veyhe ramte udbruddet i Tour de Normandie

Team VIRTU Cycling fik endnu en top 10 i på 4. etape af Tour de Normandie, hvor Torkil Veyhe også ramte dagens ellers lovende udbrud.

Torkil Veyhe fik igen markeret sig i Tour de Normandie, da det lykkedes for Team VIRTU Cyclings færing at få revet sig løs og komme med i dagens udbrud. Bag ham blev der kørt cykelløb i feltet også, da det blev revet i to, men da løbet kom ind på sine sidste 5 kilometer var det hele samlet igen, og det blev endnu en massespurt.

Her var Team VIRTU Cycling også godt med, da Asbjørn Kragh Andersen to endnu en top 10-placering og blev nummer 9.

“Jeg forventede, at det var os, der tog initiativ og forsøgte at køre noget sidevind, selvom der ikke var vind nok. Hvis der havde været meget mere vind, havde det været rigtigt godt, men det resulterede stadig i, at feltet sprang i flere grupper. Betingelserne var der ikke helt, men initiativet var der,” siger Michael Skelde, der var tilfreds med rytterne på 4. etape.

“Vi gjorde det rigtigt godt i dag. Det har lige taget lidt at fange det moment. Vi holdt os til planen og gjorde de ting, vi havde aftalt, så vi kunne præge løbet hele vejen igennem. Vi gjorde det så hårdt som muligt og tog initiativ,” siger sportsdirektør Michael Skelde.

“Vi gør det rigtigt, og hvis vi kører cykelløb som i dag, så kommer der også nogle sejre,” slutter han.

Etapen blev vundet af italienske  Matteo Moschetti.