Asbjørn Kragh Andersen på podiet på flot etape af Team VIRTU Cycling

Team VIRTU Cycling var med til at skabe finalen på 3. etape af Tour de Loir et Cher, hvor Asbjørn Kragh Andersen kom på podiet, og Alexander Kamp også var med fremme i en flot holdpræstation.

En langsommelig 3. etape af Tour du Loir et Cher med en duo i front blev sprængt fuldstændigt i stykker i finalen. Da udbruddet blev hentet, satte Team VIRTU Cycling sig i front ind på de afsluttende omgange, hvor rytterne formåede at rive hele feltet i stykker og placere både Asbjørn Kragh Andersen og Alexander Kamp i frontgruppen.

“Det blev intenst de sidste 20 kilometer. Vi sidder godt og gør de rigtige ting, og det er os, der tager teten. Jakob udførte et kæmpe arbejde med at bakke op om Asbjørn og Alexander, og så var idéen, at vi ville gøre forskellen på den grusvejsstigning på omgangen. Niklas Larsen fyrer den af i front, og tingene eksplodere bagved ham, og så tager Mikkel over og giver det sidste før, at Asbjørn og Kamp kører,” siger sportsdirektør Michael Skelde.

Seks ryttere kom af sted, hvor både Asbjørn Kragh Andersen og Alexander Kamp sad, og her endte meget af ansvaret på de to Team VIRTU Cycling-ryttere.

“Ansvaret lå på os de sidste 10 kilometer, og det blev Alexander, der måtte lukke de angreb der kom, og Asbjørn der tog sig spurten, men den blev let for lang,” siger Michael Skelde, der dog var meget tilfreds med sit hold på 3. etape.  

“Det var superflot kørt. Jeg er stolt af, at når vi lægger en plan, at vi så holder fast i den og udfører den også. Vi kommer hjem med en 3. plads i dag, og det var ikke tilfældigt. Der viser de deres niveau. De kørte et superflot cykelløb i dag,” siger han.

Den forreste gruppe hold til mål, hvor Asbjørn Kragh Andersen spurtede sig til en 3. plads, og den hurtige rytter var også glad for holdets måde at køre på.

“Vi formår at holde os sammen med Niklas og Mikkel indtil de sidste 20 km, og første gang op ad omgangsbakken hakker vi den af, og så splitter det helt derfra. Det er så højfinale derfra indtil mål,” siger Asbjørn Kragh Andersen.

Holdet kørte pissegodt hele dagen. Skelde lagde en plan i går, som vi følger – at jeg eller Alex ikke gør det til enden, er jeg lidt bitter over, men vi skal tage det positive med, for vi kørte rigtigt godt,” siger Asbjørn Kragh Andersen, der tror på, at holdet har lagt i gryden til større resultater.

“Det var en vanvittig god oplevelse, og det er motiverende at køre som i dag, så er det bare et spørgsmål om tid, før en af os tager den først over stregen,” siger han.

Vinderen af 3. etape blev franske Tony Hurel, der også overtog førertrøjen.