Asbjørn Kragh Andersen skifter til Team Virtu Cycling

Efter to år på det franske ProKontinentalhold Delko Marseille Provence KTM skifter Asbjørn Kragh Andersen til Team Virtu Cycling i 2018.

Team Virtu Cycling får en stor forstærkning til holdet i 2018. Asbjørn Kragh Andersen kommer tilbage til holdet efter to år på det franske ProKontinentalhold Delko Marseille Provence KTM, og den 25-årige rytter håber, at skiftet tilbage til dansk cykelsport kan bringe succes med sig.

”Jeg håber på, at jeg kommer tilbage og finder mig selv. At jeg får et godt samarbejde med de folk, der er rundt om holdet, så vi allerede kender hinanden godt, når sæsonen står for døren og er klar til at gribe op- og nedture an. Og så håber jeg da, at der kommer en stor succes ud af det,” siger han.

Asbjørn Kragh Andersen har fulgt holdet i løbet af sæsonen, og da forhandlingerne stod på, blev han ikke mindre interesseret.

”Jeg har haft Bjarne som en vanvittig god sparringspartner, mens jeg kørte i Frankrig, og at han så har et cykelhold, er bare bonus. Udefra set fungerer holdet godt allerede nu, og det har jeg fulgt med i sæsonen igennem, og da forhandlingerne stod på, havde jeg nogle rigtigt gode snakke med Michael og Christa Skelde. Det virker til at være et godt sted at være, og alle trives,” siger han.

Da han senest var på holdet hentede han imponerende fire UCI-sejre og ti top 5-placeringer og med en samlet 9. plads i PostNORD Danmark Rundt i september i år, så er han klar til at udvikle holdet på flere punkter.

”Jeg har nogle idéer inde i hoved for mål og fokus, men først og fremmest kommer jeg med en ambition om, at vi skal være det absolut bedste cykelhold i Danmark, i Nordeuropa og være dominerende. Så ser jeg også frem til gode den teamspirit, der kommer, når alle mand er klar på at bidrage deres til, at vi skal have det godt, når vi er af sted sammen,” siger han.

Sportsdirektør Michael Skelde tror på at med tilføjelsen af Asbjørn Kragh Andersen, så flytter holdet sit niveau i 2018, og at den 25-årige rytter stadig har masser af potentiale, der kan åbnes op for.

”Asbjørn har jeg kæmpe forhåbninger til. Jeg tror på, at hvis vi lykkedes med at få skabt et sted, hvor Asbjørn har lyst til at være og præstere, så får vi en af verdens bedste kontinentalryttere på holdet. Jeg er overbevist om, at hans potentiale er enormt, men han er også en rytter, som vi får mest ud af, hvis han føler sig hjemme. Vi har før lykkedes med at få ryttere til at føle sig som en del af en familie, og hvis det lykkedes med Asbjørn, så er der rigtigt store muligheder,” siger Michael Skelde.

Asbjørn Kragh Andersen har skrevet en 1-årig kontrakt med Team Virtu Cycling.

Foto: Dorte Adelfred