Barbara Guarischi femmer i Vårgarda Road Race

Team VIRTU Cycling Women lagde hårdt ud på denne aftens udgave af Vårgarda Road Race, hvor det danske World Tour-mandskab satte sig på fronten af feltet i den første halvdel af det svenske endagsløb.

Der var dog mange dristige angrebsforsøg gennem hele aftenen, og da Anna van der Breggen drog af sted i et snedigt enmandsangreb, virkede det en tid ret lovende. Men der kom atter samling på tropperne og i sidste sving inden opløbet satte den erfarne Marianne Vos sit angreb ind, der efterlod resten af feltet tøvende et sekund. Og da var det for sent. Vos vandt foran Kirsten Wild og Lotta Lepistö, mens VIRTU Cycling Women’s Barbara Guarischi tog sig af femtepladsen.

Sportsdirektør, Carmen Small fortæller:

”Pigerne kører et rigtig flot løb, hvor de lægger pres på fra start og samarbejder, som vi har aftalt. Desværre punkterer Christina Siggaard, da vi mangler fire omgange, hvilket kostede en masse energi for hende, men til gengæld var Sara Penton klar til at levere Barbara i en rigtig god position inden finalen. Barbara leverer en rigtig flot spurt i stærkt selskab, hvilket rækker til en femteplads”.

Barbara Guarischi kommenterer:

“Det var formentligt det hårdeste løb, jeg nogensinde har kørt. Vi kørte grusstrækningerne på én lang linje, og pludselig så jeg, at jeg sad som én af de bagerste. Da begyndte Carmen at råbe efter mig over radioen, og jeg genvandt energien. Langsomt og sikkert kom jeg tilbage til fronten. I finalen måtte jeg ty til instinkterne, for man tænker ikke klart efter 143 kilometers hård væddeløb og med krampe i begge ben, åbnede jeg spurten, lukkede øjnene og håbede på det bedste. Jeg er meget tilfreds med resultatet, og jeg har kun tak tilovers for støtten fra holdkammeraterne.”