Barbara Guarischi spurtede sig til 9. pladsen i Gent – Wevelgem

Team VIRTU Cycling sikrede sig endnu en World Tour top 10, da Barbara Guarischi spurtede sig til en 9. plads i Gent – Wevelgem.

Søndag var det tid til 5. afdeling af kvindernes World Tour, og Team VIRTU Cycling tilføjede flere point til kontoen, da Barbara Guarischi sluttede på 9. pladsen i en tæt spurt.

Team VIRTU Cycling-rytterne var lykkedes med at komme i en god situation, da feltet splittede med cirka 40 kilometer til mål i sidevinden. Både Barbara Guarischi, Christina Siggaard, Kasia Pawlowska og Emilie Moberg var komme med i frontgruppen, der nåede samlet frem til mål.

Her blev vinderen fundet i en spurt, hvor Team VIRTU Cyclings italiener kørte stærkt og sluttede på 9. pladsen.

“Den store udfordring i dag var at komme i overtal i finalen, og det var stærkt, at pigerne kæmpede sig tilbage. Barbara og Kasia sad med i front, mens Emilie og Christina kom op til dem. Det var flot, og jeg var glad for at se dem sidde der. De viste god moral og en god holdindsats. Det var et godt løb i dag, og nu vil jeg bare have mere, mere, mere,” siger sportsdirektør Carmen Small.

Der er ikke lang vej fra 9. til podiet og sejren, og Carmen Small tror på, at holdet er i stand til at opnå endnu større resultater.

“Til slut er det en spurt, og der kan alt ske. Vi er bare nødt til at finde ud af det sidste for at slutte det godt af, jeg tror på, at vi kan ramme podiet i alle de her løb. Lige nu er jeg bare glad for, at pigerne kører som et hold, fordi det kræver en holdindsats at nå frem til finalen til at starte med,” siger Carmen Small.

Vinderen af Gent – Wevelgem blev Alé Cipollinis Marta Bastianelli foran Jolien D’Hoore og Lisa Klein. I den forreste gruppe sad også Emilie Moberg, 15. plads, Kasia Pawlowska, 19th plads og Christina Siggaard, 32. plads.