Claudia Koster forlænger sin kontrakt med Team Virtu Cycling

Den 25-årige hollænder Claudia Koster bliver hos Team Virtu Cycling i 2018, da hun har forlænget sin kontrakt med 1 år.

I 2017 kørte Claudia Koster sit første år på World Tour’en med Team Virtu Cycling, og hun fik vist sit potentiale i slutningen af sæsonen, hvor hun scorede sine første World Tour-point. I 2018 sigter hun efter at score flere point til Team Virtu Cycling, da hun har forlænget sin kontrakt.

”Det har været et godt år. Jeg har kørt en masse World Tour-løb med nogle dejlige piger og med en professionel atmosfære på holdet. Det har været fantastisk. Af de samme grunde har jeg valgt at blive på holdet. Vi har også et godt program, og det er vigtigt for os ryttere,” siger Claudia Koster

I mange løb har hun arbejdet som en hjælperytter, men når hun har fået chancen har den unge rytter også taget den.

”Normalt har jeg hjulpet de andre piger på holdet, men når muligheden er opstået har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at tage nogle point, og det var fantastisk. At jeg kom podiet på den første linjeløbsetape i Giro’en var også rigtigt fedt,” siger hun, og hun kigger allerede mod at blive bedre i 2018.

”At tage flere top 10 placeringer ville være fedt, men det overordnede mål er at blive bedre og bedre og hjælpe holdet så meget som muligt. Jeg kan virkelig godt lide klassikerne med brostenene, det dårlige vejr og de hårde løb, så det bliver også mit fokus,” siger Claudia Koster.

I foråret blev Claudia Koster uddannet som ergoterapeut, og siden har hun haft endnu mere fokus på sin træning, hvilket har båret frugt over sommeren, hvor hun er blevet bedre og bedre. Sportsdirektør på Team Virtu Cycling Carmen Small er også glad for at have hende på holdet i 2018 og se, hvor meget potentiale den unge rytter har.

”Claudia har virkelig imponeret mig igennem året. Hun har kørt stærkt og vist, at hun besidder en masse power. Hun har evnerne til at sidde med på bakkerne, køre spurterne og enkeltstarter, så der er noget potentiale at grave i. Hun bliver meget vigtig for holdet, og hun har allerede vist, at hun er god til at udnytte de chancer, der opstår,” siger Carmen Small.

Claudia Koster har skrevet en 1-årig forlængelse med Team Virtu Cycling.