Diskusprolaps sætter Trine Schmidt i venteposition

I efteråret 2018 havde Trine Schmidt rygproblemer. En MR-scanning viser nu, at hun har en diskusprolaps.

I efteråret 2018 havde Trine Schmidt mange problemer med ryggen, hvor det ikke kunne lade sig gøre at finde årsagen. Her i foråret har Trine fået foretaget en MR-scanning, som har vist, at hun har fået en diskusprolaps. Denne prolaps forhindrer Trine i at køre i øjeblikket, og sætter hende dermed i venteposition, da det endnu ikke vides, hvornår hun er klar igen.

”Jeg er ikke urolig for, om jeg kommer tilbage, spørgsmålet er bare, hvornår jeg er helt klar igen. Lige nu hænger DM og DM holdløb måske lidt i en tynd tråd ift. at være knivskarp, og det er selvfølgelig irriterende. Men jeg håber, at forløbet bliver relativt kort, selvom det aldrig er til at vide! Det vigtigste for mig lige nu er at få styr på ryggen, så den ikke bliver et problem fremover, og her tænker jeg specielt på OL 2020” siger Trine.

Vi håber, at Trine hurtigt kommer sig, og vi glæder os til at se hende på cyklen igen.