Emilie Moberg 6’er på sidste etape af Santos Women’s Tour Down Under

Team VIRTU Cycling fik endnu et topresultat på sidste etape af Santos Women’s Tour Down Under, da Emilie Moberg spurtede sig til en 6. plads. Kasia Pawlowska blev bedste rytter i klassementet på en 15. plads.

Blot 42 kilometer bød sidste etape af Santos Women’s Tour Down Under på. I centrum af Adelaide skulle det fire dage etapeløb afgøres med et criterium, hvor Emilie Moberg igen viste sig flot frem, da hun blev 6’er i spurten, der blev vundet af Chloe Hosking.

Team VIRTU Cycling havde forsøgte at sætte den norske profil op til spurten, da et styrt halvvejs i løbet sendte Barbara Guarischi i asfalten. Den italienske rytter kom på cyklen igen, men styrtet gjorde, at taktikken måtte ændres.

”Det var meningen, at vi skulle køre for Barbara i spurten, men hun røg ned i et styrt. Hun er okay, hun har mistet noget hud, men ingen større skader, men det er selvfølgelig ikke, sådan du vil slutte et løb. Mange ryttere ville sikkert have sagt: Jeg er færdig, det er sidste dag i løbet. Men der var ingen tvivl om, at hun ville fuldføre løbet. Hun er hård,” siger sportsdirektør på Team VIRTU Cycling, Carmen Small.

”Vi var nødt til at lave taktikken om midt i løbet. Det gik fint, men vi mangler endnu lidt topfart, fordi det er vores første løb. Cipollini kørte et godt lead out, og vi sad egentlig godt sammen, men så mistede de hinanden lidt til sidst, da farten blev høj. Men det kommer helt sikkert efter nogle flere løb,” siger Carmen Small.

For Team VIRTU Cycling var Santos Women’s Tour Down Under det første løb i sæsonen. Holdet fik markeret sig på flere af etaperne med top 10-placeringer og hårde angreb, men det blev ikke til en sejr, som Carmen Small havde håbet på. Hun er dog tilfreds med måden, at holdet har kørt på i sit første løb.

”De kørte virkelig godt sammen igen og var én enhed, og det er rigtigt godt at se. Jeg synes, at det er en god start på året, og de kører allerede sammen i stedet for at køre som en flok individualister, der forsøger at komme til mål. Det er et godt udgangspunkt, og jeg tror, at det fører mod gode ting,” siger Carmen Small.

I det samlede klassement tog australske Amanda Spratt sin 2. sejr i træk. Kasia Pawlowska blev den bedste Team VIRTU Cycling rytter, da hun blev nr. 15 sammenlagt.

Næste løb for Team VIRTU Cycling bliver Cadel Evans Great Ocean Race, der køres d. 25. januar.