En dansk forårsklassiker og to udfordringer i Ardennerne

En dansk forårsklassiker og to udfordringer i Ardennerne

Team Waoo stillede lørdag til start i løbet, der populært kaldes ’En forårsdag på heden’, Grandprix Herning. Referencen til Paris-Roubaix ligger ligefor med rutens samlet set ca. 30 km på grusvejspavéer i det vestjyske.

Der blev kørt stærkt fra første kilometer og løbet bar præg af mange forskellige udbrud. Især Silas Clemmensen, Mathias Larsen, Jesper Schultz og Martin Mortensen var aktive, og holdet forsøgte at tage initiativ. Feltet holdt dog udbruddene i kort snor, og det lykkedes aldrig at opbygge et stort forspring.

Da rytterne første gang passerede målstregen, var det lykkes en gruppe på 7 ryttere, der bl.a. talte Martin Mortensen at løsrivesig fra det reducerede felt. De måtte dog på den sidste af de tre rundstrækninger i Herning se sig hentet, og løbet skulle derfor afgøres i en spurt, hvor Rasmus Guldhammer kørte sig til en 4. plads.

Team Waoo kører næste weekend de to nordjyske UCI-løb GP Himmerland Rundt og Skive-Løbet inden holdet vender fokus mod det Luxembourgske etapeløb Flèche du Sud.

Kvinderne på Team Virtu Cycling afsluttede i denne uge sæsonen af forårsklassikere, da der på kvindernes WorldTour kørtes La Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. Med en 15. plads i Flèche Wallonne og en 20. plads i Liège-Bastogne-Liège til henholdsvis Rachel Neylan og Sofia Bertizzolo, måtte holdet tage sig til takke med placeringer udenfor top-10 denne uge.

Sportsdirektør Carmen Small udtrykte en smule skuffelse efter løbene selvom hun roste holdets samarbejde. Hun måtte dog konstatere at: ”I dette terræn i øjeblikket er der en eksklusiv gruppe af ryttere, vi ikke har kunnet matche.”

Til trods har det alt i alt været et succesrigt forår for Team Virtu Cycling med en sejr i bl.a. Flandern Rundt. Holdet kan nu bl.a. vende blikket mod det spanske etapeløb Emakumeen XXX. Bira, der er på programmet i maj måned.