Heftig start på Tour de Fjords i Norge

Der var fuld knald på den 191 kilometer lange første etape af Tour de Fjords, hvor rytterne kom igennem en småkuperet rute med knap 44 km/t i gennemsnitshastighed. Desværre blev finalen skæmmet af styrt, men VIRTU Cycling´s delegation klarede sig udenom med al hud intakt, men samtidigt også udenfor dagens top-10.

Sportsdirektør, Michael Skelde udtaler:

“Halvdelen af vores trup har lige kørt Tour of Norway, mens resten er helt friske, og det kan ikke undgås, at det har en indflydelse på præstationen på første etape af et etapeløb som dette. Efterhånden som løbet skrider frem, skulle det gerne udligne sig, og da etaperne bliver hårdere og hårdere, slutter vi med kongeetapen og løbets sværeste prøve. Vi tager løbet en etape ad gangen, så vi evaluerer efter hver dag og beslutter, hvordan vi griber den næste an. Lige nu er jeg glad for, at vi ikke blev involveret i styrt i dagens finale, så vi har alle mand helt igennem og klar igen til i morgen”, lød det fra sportsdirektør Michael Skelde efter etapen.

Etapen blev vundet af Fabio Jakobsen fra Quick-Step Floors, der også fører løbet samlet.