Hyldgaard slutter som syver i Sønderborg

Årets sidste løb på kalenderen for Team Waoo blev det 129 kilometer lange landevejsløb fordelt på 15 omgange i og omkring Sønderborg, hvor Andreas Hyldgaard Jeppesen blev nummer 7, mens coloQuick’s Casper von Folsach tog sejren, da han var hurtigst i en seksmandsgruppe.

På grund af en småkuperet og vindblæst rute, blev feltet voldsomt splittet i det sidste danske A-løb på 2018-kalenderen, hvor en vis metaltræthed traditionelt set også sniger sig ind på rytterne efter en lang sæson. Team Waoo’s Andreas Hyldgaard var dog stærkt motiveret for at lave et godt sidste resultat, men han nåede desværre ikke med i forreste gruppe, da det afgørende brud fandt sted. Til gengæld sad han i forfølgergruppen, hvor han altså klarede sig over målstregen på en syvendeplads.

En seksmandsgruppe klarede sig til målstregen, hvor coloQuick fik en dobbeltsejr med Folsach og Rasmus Wallin.

Sportsdirektør, Michael Gregersen fortæller efter løbet:

“Udbrudsgruppen kører faktisk af sted fra start, og undervejs var feltet blot 8 sekunder fra at hente udbryderne, men det blev ved truslen, så seksmandsgruppen holdt til mål. På en blot 8.5 kilometer lang rundstrækning var det som at køre kriterium på en flot og hård rute med masser af sidevind. Andreas og Jesper Schultz viste atter flotte takter, og havde vi været flere til start, havde vi formentlig også fået mere end en syvendeplads. Nu venter vinterpausen, og jeg glæder mig til at se drengene og holdet igen på vejen næste år med flere nye kort på hånden”.