Imponerende præstation af Team Virtu Cycling på trods af uheld til VM i holdtidskørsel.

Team Virtu Cycling var ramt af uheld til VM i holdtidskørsel, men holdet leverede stadig en fremragende præstation, da de kæmpede sig til en 5. plads.

Bergen lagde asfalt til en regulær cykelfest, da Team Virtu Cycling var det første hold i aktion til VM i cykling. Og på trods af uheld så leverede holdet en imponerende præstation, da de med blot fire ryttere på store dele af ruten kom i mål på en flot 5. plads.

Holdtidskørslen var på 42,5 kilometer i et meget varieret terræn, hvor det sjældent var fladt i særlig lang tid af gangen. Den første store udfordring var en Askøybroen, hvor Christina Siggaard slap sine fem holdkammerater på Team Vitu Cycling efter at have taget et enormt ansvar på den første del af ruten.

”Jeg ville gerne have beholdt ’Chris’ lidt længere, men vi brugte hende fuldstændigt op til at starte med, og hun tog nogle meget lange føringer før, at vi mistede hende. Jeg pressede pigerne til deres maks, og det er sommetider en svær linje at ramme. Hun gjorde det rigtigt godt, og alt i alt var det en flot præstation af holdet,” siger sportsdirektør Carmen Small.

Kort efter mistede holdet desværre også den forsvarende verdensmester i enkeltstart Amber Neben, da hun fik en defekt, og det blev besluttet, at det tog for meget tid at vente på hende.

”At miste Amber til en defekt var ikke ideelt, men det er en del af cykling. Pigerne holdte godt sammen på sig selv, og selvom de ventede lidt, så var de nødt til at køre. Vi kunne ikke stoppe, da vi havde tabt for meget ved at vente. Selvom vi havde haft Amber var vi nok stadig sluttet 5’er,” siger Carmen Small.

De fire resterende Team Virtu Cycling-ryttere kæmpede helt fantastisk, og deres tid i mål var bedste indtil, at de største hold kom til stregen. Det blev derfor til en 5. plads, hvilket også var målet før holdtidskørslen, hvor holdet også skulle lære af deres første optræden nogensinde til VM.

”De kørte med alt de havde mod mål, og det var fantastisk. Det var en stor holdpræstation. Linda og Pernille tog nogle lange føringer, og de var gode til at pace pigerne, så Sara og Claudia hang på op ad stigningen. De viste virkelig deres karakter, og hvor meget de ville det, ” siger en meget tilfreds sportsdirektør.

I toppen blev det meget tæt, da Team Sunweb vandt med 12 sekunder til Boels-Dolmans og 28 til Cervelo-Bigla. Team Virtu Cycling var 2:52 efter det vindende hollandske hold, men var over 30 sekunder hurtigere en 6. pladsen på trods af holdet kørte med 4 ryttere på store dele af ruten.

Både Christina Siggaard, Amber Neben, Linda Villumsen, Pernille Mathiesen, Sara Penton, Camilla Møllebro og Shani Bloch Davidov skal senere på ugen i aktion til VM, når de repræsenterer deres landshold på enten den individuelle enkeltstart eller til linjeløbet.

Foto: Dane Eugen Photography