Jakob Egholm sejrer i Randers

Team VIRTU Cycling’s Jakob Egholm triumferede i dag ved A-klassens afvikling af lørdagsetapen i Randers Bike Week ved at spurte først over målstregen i en mindre udbrydergruppe.

Egholm var ellers i en svær klemme mellem de to ColoQuick-ryttere, Emil Vinjebo og Christian Moberg, men ved at åbne en lang spurt lykkedes det VIRTU-rytteren at overliste de to sammensvorne.

Jakob Egholm fortæller:

”Audun (Fløtten) og jeg kommer af sted i et godt udbrud sammen med Vinjebo, Moberg og Mads Østergaard (Herning). Med omtrent 10 kilometer igen punkterer Audun, og så er jeg overladt med to ColoQuick-ryttere, der begge begynder at køre på skift for at sætte mig af, så jeg må lukke en del huller. Ellers holder jeg mig på hjul, for vi har både Asbjørn (Kragh) og Niklas (Larsen) i forfølgergruppen. Da vi rammer opløbsstrækningen, åbner jeg en lang spurt og når at nyde sejren over målstregen”, lød det fra Egholm.