Kamp viste styrke med sjetteplads i Norge

Team Virtu Cycling fulgte planen på anden etape af Tour of Norway, hvilket resulterede i en sjetteplads til holdets kaptajn, Alexander Kamp. 

Med en stigning på 1,6 kilometer op til målstregen i Asker var der på forhånd spået en drabelig positionskamp på anden etape af Tour of Norway, der blev vundet af hjemmebanefavoritten Edvald Boasson Hagen, mens Alexander Kamp blev bedste Virtu-rytter, da han kørte over stregen i samme tid som Boasson Hagen på en sjetteplads.

Efter etapen var Team Virtu Cyclings sportsdirektør Michael Skelde begejstret både over holdets præstation og Kamps sjetteplads.

 “Inden etapen havde vi snakket om, at det handlede om at få kørt Alexander Kamp ind i målbakken blandt de forreste. Der var et skarpt venstresving med 1600 meter igen, og der gjorde holdet det rigtigt godt, og det lykkedes derfor Asbjørn Kragh at få afleveret Kamp helt fremme,” sagde Skelde kort efter etapen.

Afslutningen gik derfor helt efter planen.

“Alle overholder de aftaler, vi har lavet i dag, og de bakker Kamp rigtig godt op de sidste 20 kilometer. Og det var fantastisk at se, at vi som kontinental-hold kører som professionelle og gør tingene rigtigt. Og at Kamp samtidig formår at blive sekser, det er super godt i det her selskab, så jeg er rigtig glad for holdets præstation,” siger Skelde, der er spændt på, hvad det kan blive til for Kamp i det norske løb, der slutter søndag.

“Kamp er, hvor vi drømmer om, han skal være. Han viste i dag, at han kan køre op med de bedste.  Man kunne ikke vindeløbet  i dag, men man kunne tabe det, og for ham var det vigtigt, ikke at tabe dumme sekunder. Det skal han også undgå på de næste to etaper, før det skal afgøres søndag, og efter i dag har alle troen på, at det kan lade sig gøre at levere et rigtig godt resultat,” siger Skelde.

Med sjettepladsen ligger Kamp nu nummer ni i det samlede klassement. Han er 12 sekunder efter den førende Sondre Holst Enger fra Israel Cycling Academy.