Kasia Pawlowska Team VIRTU Cycling’s bedste rytter i Amstel Gold Race

Kasia Pawlowska var Team VIRTU Cycling’s bedste rytter i Amstel Gold Race, hvor et stærkt udbrud lykkedes med at holde feltet bag sig til slutningen.

Team VIRTU Cycling kæmpede hårdt i Amstel Gold Race, men rytterne kom ikke med, da et stærkt udbrud kørte væk cirka halvvejs i løbet. De fik hurtigt opbygget et stort forspring, og det kunne feltet ikke hente igen.

Både Katrine Aalerud og Kasia Pawlowska sad godt med i front af feltet ind på de sidste kilometer i løbet. Polske Pawlowska sluttede som Team VIRTU Cycling’s bedste rytter, da hun kom ind med feltet på en 20. plads, mens Katrine Aalerud desværre styrtede og var nødt til at udgå.

“Vi kom ikke med, da udbruddet kørte, og så var det til sidst for sent at reagere eller at jagte derfra. Katrine styrtede og var nødt til at blive kørt på hospitalet, så jeg sagde til Kasia at hun bare skulle køre sin chance i feltets spurt, men hun sad alene, og det var svært. Det var en hårdt start på Ardenner-ugen for os,” siger sportsdirektør på Team VIRTU Cycling Carmen Small.

Det var verdensmesteren Chantal Blaak fra Boels-Dolmans, der vandt Amstel Gold Race foran Lucinda Brand og Amanda Spratt.