Kasper Asgreen skifter til Quick Step Floors

Team VIRTU Cycling´s 23-årige Kasper Asgreen har netop skrevet en 2-årig kontrakt med Quick Step Floors, og den danske u23-europamester i enkeltstart skifter med øjeblikkelig virkning til det belgiske World Tour-mandskab. Kontrakten vækker glæde hos det danske kontinental-mandskab.

Team VIRTU Cycling´s holdejer, Bjarne Riis fortæller:

”På hele holdets vegne er vi superstolte over at kunne udvikle en rytter som Kasper og se ham blive så god, at han nu er eftertragtet af de største hold på World Tour´en. Èt af vores mål med holdet er netop at kunne udvikle ryttere, så de kan rykke videre til højeste niveau. Jeg har fulgt ham de sidste par år og har hele tiden set hans potentiale. Han kørte en flot sæson sidste år, og jeg føler, han har forbedret sig yderligere i år. og derfor er tidspunktet også passende for et skifte. Herudover er jeg glad for, at han netop skriver med Quick Step Floors, fordi det er et hold der passer rigtig godt til Kasper’s stil og hvor han stille og roligt får lov at udvikle sig yderligere. Quick Step er et top professionelt hold med den helt rigtige vindermentalitet”.

Kasper Asgreen udtaler:

”Jeg er virkelig glad for at få chancen på cykelsportens øverste niveau. At få en kontrakt med et World Tour-hold er jo dén drøm, jeg og enhver anden ung cykelrytter håber på at kunne få opfyldt. Samtidigt er jeg enormt taknemlig for den tid, jeg har haft hos VIRTU, for holdet er én af hovedårsagerne til, at jeg nu står med kontrakten i hånden. VIRTU Cycling er i verdenseliten, når det handler om rytterudvikling, og det er jeg helt bevidst om, at jeg er et produkt af. Nu glæder jeg mig til at mærke suset i de største europæiske cykelløb”.