Lang og hård dag i Norge: Niklas Larsen i top 20 og hattrick til Groenewegen

218 kilometer skulle tilbagelægges på fjerde etape af Tour of Norway. Det blev en dag med en hurtig start, sidevind og et stort styrt i finalen. 

Sportsdirektør Michael Skelde havde på forhånd proklameret, at det fremfor alt handlede om at undgå uheld og at tabe tid på de første fire etaper af Tour of Norway, før løbet formentlig skal finde sin afgørelse på søndagens femte etape.

Lørdag var denne mission udfordret, da et stort styrt ramte feltet i finalen. Alle ryttere fra Team VIRTU Cycling undgik imidlertid en tur i asfalten, men da styrtet forårsagede huller ned i gennem feltet, tabte holdets bedst placerede Alexander Kamp syv sekunder til de forreste. Kun Niklas Larsen, der kom i mål som nummer 17 kørte over stregen i samme tid som vinderen, Dylan Groenewegen, der tog sin tredje etapesejr i det norske etapeløb.

Fra sportsdirektørbilen oplevede Michael Skelde en lang og hård etape.

“Vi kom heldigvis uskadte igennem det store styrt en kilometer før mål, og vi havde håbet på, at evt. tidsforskelle ville blive neutraliseret. Men desværre sad både Jesper Schultz og Alexander Kamp bagved og tabte lidt. Men Nikas Larsen kørte endnu engang i top 20, og det var positivt. Han blev lukket lidt inde i spurten, og der mangler han stadig lidt rutine. Men han bliver ved med at prøve, og så skal det nok komme,” sagde Skelde efter etapen, der startede i et vildt tempo.

“Det var en hård dag, og der blev kørt stærkt fra start med side-medvind. I starten kørte et udbrud, der var lidt for stort, så den første halve time blev kørt med 50 km/t i snit, og der var nogle, der var ved at være trætte, så det blev en lang dag. Men der var super godt vejr igen i dag, selvom det samtidig blæste lidt uheldigt, hvorfor folk sad på en streg igennem det meste af dagen. Så for alle har det været en hård dag,”  sagde Skelde.

Før søndagens sidste etape, der er en kuperet en af slagsen i og omkring Lillehammer, er Niklas Larsen nu bedste mand i det samlede klassement. Han ligger nummer 16 samlet, 34 sekunder efter Dylan Groenewegen. Alexander Kamp er pga. det mindre tidstab rykket tilbage, så han nu ligger nummer 32 sammenlagt.

“Det bliver noget andet i morgen med nogle stejle stigninger. Bakken inde i Lillehammer er 2-2,5 kilometer lang og stiger med 10 procent i snit. Så det er noget andet, end det vi kører på herhjemme, og så er konkurrenterne bedre end normalt. Så vi regner ikke med, at vi kommer til at sætte dagsordenen fra start i morgen, men jeg håber, at vi er klar, og at vi kan gøre det godt, og jeg glæder mig til at se, hvor langt vi er kommet,” sagde Skelde efter etapen.