Langballe glæder sig til en ny start!

Der var store forventninger til vinderen af juniorudgaven af Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Team Waoo’s Johan Langballe, inden indeværende sæson, men et træthedsbrud satte en stopper for starterne og resultaterne i 2018. Vi har lavet dette korte interview med ham.

“Min sæson har været præget af den skade, jeg har kæmpet med hele året. Den har været enormt svingende, mine opture og nedture har hængt sammen med min skade. De gode dage har været, når jeg har gjort fremskridt, og de dårlige, når jeg det har gået den anden vej. Sæsonen for holdet kan jeg ikke kommentere så meget på, og det har været svært at se på fra sidelinjen. Der har været imponerende resultater undervejs, men også en rigtig ærgerlig afslutning for holdet med styrt og skader til Kamp, Audun, Torkil og Kriegbaum”.

Hvad var din egen største oplevelse?

“Personligt var min største oplevelse at køre DM, da det samtidigt var min anden start, og selvom jeg ikke var i form og ikke kunne gennemføre, var det alligevel fedt at være med til Larsens (Niklas) 2. plads”.

Hvordan bruger du din off-season?

“Min offseason har jeg brugt på at pleje familie- og vennerelationer. Og samtidigt har det givet ro til sindet, at jeg er ovre min skade og kan fokusere på noget andet. Indtil videre har vejret været tilforladeligt i Danmark, og træningen er forløbet planmæssigt. Til januar tager jeg dog sydpå for at nyde solen. Og igen i februar skal jeg på træningslejr med teamet. Jeg ser utroligt meget frem til den kommende sæson, hvor jeg håber på at genfinde styrken og formen og sammen med resten af holdet gøre os gældende på national grund samt i udlandet”.