Linda Villumsen forsvarede sin 5. plads før sidste etape

På en hård 5. etape af Boels Rentals Ladies Tour sad Linda Villumsen med sine konkurrenter i mål og forsvarede sin 5. plads før den afgørende etape søndag.

De fire foregående etaper i Boels Rentals Ladies Tour havde været relativt flade, men det blev der lavet om på lørdag, da afslutningen af 5. etape blev kørt i det bakkede område nær Maastricht. Linda Villumsen fortsatte med at vise god form, da hun blev nummer 14 og forsvarede sin 5. plads i klassementet.

Men selvom 5. etape var kuperet, så lagde rytterne ud i flade omgivelser, og det forsøgte mange ryttere at udnytte til at komme bakkerne i forkøbet.

”De første 40 kilometer var ret flade. Der var mange angreb, så det var godt, at pigerne kørte sammen som et hold. Jeg havde sagt de skulle dække angreb, men ikke angribe, så de gjorde det godt i begyndelsen, men i dag galt det bare om at ramme selektionen på stigningerne,” siger sportsdirektør på Team Virtu Cycling Carmen Small.

Holdet havde mest fokus på at støtte Linda Villumsen så langt som muligt hen i løbet.

”De skulle hjælpe Linda så meget som muligt, og de gjorde det godt. Linda sluttede i forfølgergruppen efter de to i front, og det var godt, at hun sad med der,” siger Carmen Small.

På stigningerne faldt flere og flere ryttere fra til de stærkeste kun sad tilbage i en frontgruppe. Anna van der Breggen gik i udbrud, og det var kun løbets førende rytter Annemiek van Vleuten, der kunne følge hende. De to fulgtes til mål, hvor van der Breggen vandt spurten og kravlede op som nummer 2 i klassementet.

Der resterer dog stadig én etape af Boels Rentals Ladies Tour, og selvom de øverste pladser i klassementet måske er langt væk, så håber Carmen Small, at Team Virtu Cycling har mulighed for at rykke frem i klassementet.

”I morgen bliver endnu hårdere end i dag. Det kommer igen til at handle om at ramme selektionen, og hvis man kigger på klassementet, så har van Vleuten det nemmere nu, da der kun er en rytter at holde rigtigt øje med. Jeg tror på, at Linda kan beholde sin 5. plads, men det vil være fedt at komme på podiet. Så hvis følelsen er god i morgen, hvorfor så ikke prøve det af,” siger hun.

På 6. og sidste etape skal rytterne ud på 159,7 kilometer med både start og mål i Sittard, hvor de skal køre tre omgange på en meget hård og kuperet rute.

Foto: Boels Rentals Ladies Tour