Linda Villumsen i kæmpe soloudbrud på 3. etape – Kasia Pawlowska nummer 13

Team VIRTU Cycling spillede tidligt ud på 3. etape af Santos Women’s Tour Down Under, da Linda Villumsen satte et stort soloangreb ind, men til slut var det Kasia Pawlowska, der blev bedste Team VIRTU Cycling rytter på etapen.

Rytterne skulle ud på Santos Women’s Tour Down Under længste etape lørdag. 122,4 meget kuperede kilometer hvor afslutningen igen lå efter en stigning. Team VIRTU Cycling satte allerede tidligt sit mærke på etapen, da Linda Villumsen kom af sted i et hårdt angreb efter blot 40 kilometer.

I feltet lod man den new zealandske rytter få lidt snor, og det benyttede den tidligere verdensmester i enkeltstart til at rulle et forspring ud på over fem minutter før, at feltet igen begyndte at røre på sig, og de næste angreb kom.

”Vi var nødt til at være aggressive fra start, fordi vi ville ikke vente til den sidste stigning. Vi vil gerne vinde løbet og ikke bare sikre et topresultat, så vi satsede en smule i dag. Det var lidt tidligt, hun kom af sted, men man kan ikke kontrollere alting,” siger sportsdirektør på Team VIRTU Cycling, Carmen Small.

”Det var godt at have hende i front, da feltet blev ved med at splitte i grupper, og så ville hun automatisk ende i den forreste gruppe. Det skete desværre ikke, der kom to ryttere op til hende, og de endte med at blive 1 og 2. Hun kørte godt, det gjorde alle pigerne igen,” siger Carmen Small.

Det var Amanda Spratt og Lauren Stephens, der havde revet sig fri, og førstnævnte tog både sejren og førertrøjen. Team VIRTU Cyclings Kasia Pawlowska gav den et godt skud i finalen, og hun blev holdets bedste rytter på en 13. plads.

”Kasia forsøgte sig i finalen. Hun skal stadig arbejde med den del af sig selv, da hun aldrig rigtigt har haft muligheden, da hun ofte har arbejdet for andre. Hun skal ændre sin måde at tænke på, men jeg er glad for, hvad jeg allerede ser,” siger Carmen Small, der er glade for sine rytteres præstation.

”Resultaterne er der ikke helt endnu, men de kører som et hold og tager de rette beslutninger,” siger hun.

Søndag køres sidste etape af Santos Women’s Tour Down Under, hvor rytterne skal ud på blot 46 kilometer ved Wakefield Road, hvor de kører omgange på 2,3 kilometer.