Linda Villumsen tager første World Tour-podie for Team Virtu Cycling

Med en 3. plads på enkeltstarten på 3. etape af World Tour-løbet Boels Rentals Ladies Tour sikrede Linda Villumsen Team Virtu Cycling det første podie til holdet.

Linda Villumsen leverede en fremragende præstation på 3. etape af Boels Rentals Ladies Tour. På den 16,9 kilometer lange enkeltstart blev hun 3’er og sikrede derved Team Virtu Cycling sit første World Tour-podie.

Linda Villumsen var den sidst-startende af Team Virtu Cyclings ryttere, og forinden havde både Pernille Mathiesen og Claudia Koster også kørt rigtigt gode tider. Linda Villumsen satte dog en ny standard, da hun først passerede mellemtiden i bedste tid og kort efter satte bedste tid i mål.

23 af de stærkeste ryttere i løbet manglede dog stadig, men Linda Villumsens tid blev stadig stående som den bedste. Det var først, da Europamesteren Ellen van Dijk kørte over stregen, at tiden blev slået, og efter der var det kun løbets førende rytter Annemiek van Vleuten, der kunne klemme sig foran.

”Jeg er meget glad for det. Jeg havde en rigtigt god følelse på cyklen i dag, og det er virkelig positivt og en stor forbedring for mig. Jeg ved ikke, om ruten passede mig. Det var en god enkeltstart, hvor det var et mix af alting – lange stræk, flad med vind og nogle små bakker, det var en god rute. Det føles godt at være blandt de bedste. Det er godt at ære tilbage, og have en god følelse på cyklen,” siger Linda Villumsen.

Derved fik Team Virtu Cycling sit første World Tour-podie, og med 3. pladsen rykkede Linda Villumsen også op på en samlet 5. plads i klassementet.

Fredag skal Team VéloCONCEPT Women ud på 121,4 kilometer fra Gennep til Weert.