Martin Mortensen indstiller karrieren

Martin Mortensen indstiller karrieren

Dansk cykelsport bliver en ikonisk cykelrytter fattigere, når 34-årige Martin Mortensen indstiller karrieren efter mere end 15 år i cykelverdenen.

I 2005 tog Martin Mortensen springet mod en professionel cykelkarriere, da han flyttede til Luxembourg i jagten på en World Tour kontrakt. I hans første elite år kørte han på det danske kontinentalhold Team Designa Køkken, og i 2009 blev han professionel hos daværende Vacansoleil. Senest har Martin Mortensen delt ud af sine mange års erfaringer til de unge ryttere på Team Waoo. Men efter mere end 15 år i cykelverdenen, er det blevet tid til at stå af cyklen for sidste gang.

Efter grundige overvejelser har Martin Mortensen valgt at indstille karrieren efter denne sæson, da muligheden for at fortsætte på topniveau desværre ikke har budt sig.

”Jeg ville gerne have fortsat med at cykle, men muligheden for at fortsætte på et højt niveau har desværre ikke budt sig, og derfor vil jeg hellere stoppe, mens jeg stadigvæk synes, det er sjovt. Jeg vil meget hellere huskes for de år, jeg har været professionel og sat mit præg på dansk cykling end at ende mine dage på cyklen på et lavere niveau,” fortæller Mortensen.

Når Martin Mortensen ser tilbage på sin lange karriere, er det med stor tilfredshed.

”Det jo fantastisk, at man kan få lov til at leve af sin hobby siden 2005. Mit mål var fra starten at blive professionel, og en stor drøm for mig var at køre Paris-Roubaix, og det har jeg opnået. Derudover drømmer man også altid om at blive dansk mester, og der har jeg desværre trukket det korte strå og været den evige to’er, men det er jo også en del af sporten. Alt i alt er jeg meget tilfreds med de præstationer, jeg har leveret gennem de sidste mange år”.

Godt humør og offensivt cykelløb

Sportsdirektør Daniel Foder ser positivt tilbage på Martin Mortensens sidste sæson.

”Martin har haft et fantastisk år. Han har været godt kørende og vundet to løb, hvor han har taget sagen i egen hånd og kørt offensivt, hvilket jeg synes kendetegner Martin som cykelrytter godt.

Han kører altid et offensivt cykelløb – og det har han både tabt og vundet cykelløb på, men det har altid været spektakulært at være vidne til,” fortæller Daniel Foder. Han tilføjer ligeledes, at Martin som person har bragt en stor stabilitet til Team Waoo i år.

”Vi har haft et smalt hold med en masse unge ryttere, og der har Martin virkelig kunne dele ud af sin erfaring som cykelrytter. Derudover har han et roligt sind, som gør, at han er i stand til at holde hovedet koldt i stressede situationer, og har derfor kunne træffe afgørende beslutninger i cykelløb. Det har været fantastisk at følge Martins udvikling som cykelrytter, både som holdkammerat, modstander i feltet og senest som sportsdirektør på Team Waoo”.

Også Team Manager, Christian Poulsen, fremhæver, hvor vigtig en rytter Martin Mortensen har været på Team Waoo denne sæson.

”Det er meget svært at sige noget negativt om Martin. Først og fremmest har han en utrolig stor erfaring inden for sporten, men samtidig er han en humørspreder med en yderst inkluderende personlighed. Martin har formået at dele ud af sin erfaring til vores unge ryttere, samtidig med at han har sørget for en konstant god stemning på holdet, hvor der har været plads til alle. Martin har været et stort aktiv gennem hele sæsonen, både for Team Waoo, men også for Virtu Cycling, hvorfor vi er meget glade for, at han fortsætter i andre roller hos Virtu Cycling i fremtiden”.

Mortensen drømmer fortsat om en karriere i cykelverdenen

Martin Mortensen fortsætter i Virtu Cycling koncernen, hvor han er ansat som konsulent i Virtu Cycling Gear, men han håber på, at han i fremtiden kan komme til at arbejde tæt sammen med cykelryttere.

”Drømmescenariet er helt sikkert at komme til at arbejde tæt med cykelsporten i fremtiden. Jeg har en masse erfaring, som jeg kan lære fra mig og give videre til en masse nye unge ryttere. Det har jeg haft mulighed for som rytter på Team Waoo, og det vil jeg gerne arbejde videre med i fremtiden blot fra servicebilen i stedet for på cyklen”.

Martin Mortensens sejre tæller blandt andet mini-Roubaix klassikeren, Tro Bro Léon, samt det nationale U23 mesterskab i enkeltstart i 2005.