Michael Carbel kom i top 10 på 1. etape af PostNORD Danmark Rundt

 

I en hård afslutning havde Team Virtu Cycling tre ryttere med i et decimeret felt, hvor Michael Carbel spurtede sig til en 7. plads efter en enlig rytter lykkedes med at holde til måll

De 176,6 kilometer fra Frederiksberg til Kalundborg blev de første for holdet som Team Virtu Cycling, og det blev også til den første top 10 placering, da Michael Carbel blev nummer 7 på 1. etape af PostNORD Danmark Rundt.

En rolig indledning hvor seks ryttere kom relativt let væk blev dog hurtigt glemt i løbet af etapen. Da en duo fra udbruddet var stukket af, blev de ledt forkert, hvilket førte til, at løbet blev neutraliseret og feltet stoppet indtil, at alle var tilbage på ruten igen.

Der var forspringet for de forreste allerede nede på under 3 minutter, og som feltet nærmede sig Kalundborg blev det hurtigt mindre. Da de blev hentet med knap 40 kilometer igen, kom der dog nye angreb i sidevinden. Feltet blev splittet og samlet flere gange, så på de afgørende omgange af fem kilometer sad der kun et stærkt decimeret felt tilbage.

Både Rasmus Guldhammer, Alexander Kamp og Michael Carbel sad med fra Team Virtu Cycling, men de kom ikke med, da Casper Pedersen angreb. Det viste sig nemlig at være det rigtige træk, da han endte med at køre alene over stregen med seks sekunder til et jagtende felt, hvor Michael Carbel blandede sig helt fremme i spurten.

Team Virtu Cycling klassementshåbs mistede ikke tid, og sportsdirektør Michael Skede var glad for holdets måde at håndtere etapen på.

”Jeg vurderer, at vi havde en god etape. Vi så godt ud som hold, og vi holdte os sammen og holdte de aftaler, som vi havde. Jeg er rigtig positiv over, at drenge viste, at de ville det, og at de er, hvor de skal være, så jeg ser frem til nogle spændende dage,” siger han.

Team Virtu Cycling var flere gange offensive på de afsluttende omgange, og det lover godt for de kommende etaper, hvor profilen kun bliver mere krævende.

”Det viser, at de er, hvor de skal være, og hvor jeg havde forventet det. De ser stærke ud, så der er ingen grund til ikke at være optimistiske for de næste dage,” siger Michael Skelde.

Med sejren på 1. etape tog Casper Pedersen både førertrøjen, pointtrøjen og ungdomstrøjen i PostNORD Danmark Rundt.