Moberg i udbrud – Penton nummer 14 i OVO Energy Women’s Tour

Som forventet blev den 122 kilometer lange sidste etape af OVO Energy Women’s Tour domineret af de absolut stærkeste ryttere i feltet, da Kasia Niewiadoma, Amy Pieters, Elisa Longo Borghini, Lucinda Brand og føreren af den samlede stilling i løbet, Coryn Rivera, dannede det mest lovende udbrud. Forinden havde Team VIRTU Cycling Women’s Emilie Moberg været med i dagens første udbrud.

VIRTU Women’s norske Emilie Moberg var én af de ivrige VIRTU-ryttere, der insisterede på at vise trøjen frem på denne sidste etape af det britiske etapeløb, og nordmanden nåede således også at vinde den første bjergkonkurrence på etapen. Derefter blev fronttrioen hentet af feltet.

Senere kom Kasia Niewiadoma, Amy Pieters, Elisa Longo Borghini, Lucinda Brand og Coryn Rivera af sted, men de fem ryttere blev dog fanget med kun 6 resterende kilometer, og nu det drejede sig om de hurtigste ryttere blandt de 35 resterende i feltet.  Lotta Lepistö trak det længste strå og vandt den sidste etape i årets udgave af OVO Energy Women’s Tour, mens Team VIRTU Cycling Women’s svenske Sara Penton sluttede som nummer 14. Løbet blev vundet af Coryn Rivera (SunWeb).

Danske Christina Siggaard udtaler:

“Det var som forventet en hård etape, og vi ville bare af sted og forsøge os fra start, da vi vidste, det ville blive svært at gøre os i finalen. Desværre har jeg selv været ramt af en virus, så jeg har ikke følt mig på toppen i løbet af ugen, men nu venter der lidt tid med restitution og træning frem mod DM senere på måneden, hvor jeg håber på at kunne være helt klar igen”.