Niklas Larsen nummer 6 – Guldhammer bevarede sin 4. plads

Team Virtu Cyclings unge rytter Niklas Larsen leverede en imponerende præstation, da han blev 6’er på enkeltstarten på 4. etape af PostNORD Danmark Rundt, mens Rasmus Guldhammer forsvarede sin samlede 4. plads.

Det var 17,8 kilometers hård kamp mod uret – og et voldsomt regnvejr – der ventede Team Virtu Cycling og resten af rytterne på 4. etape af PostNORD Danmark Rundt. Rasmus Guldhammer forsvarede sin samlede 4. plads, mens Team Virtu Cycling yngste mand imponerede med en 6. plads.

Niklas Larsen var da også selv godt tilfreds med sin præstation, særligt da himlen lukkede op for sine sluser, da han var på ruten.

”Styrtregn først, senere hagl og så torden. Der var lidt af det hele. Det betyder jo en del mod rullemodstanden i vandet, og man bliver kold i forhold til dem, der kører i tørvejr og solskin. På den måde gør det det lidt sværere at lave et resultat,” siger Niklas Larsen.

”Jeg er dog meget tilfreds, særligt når man kigger på starttiderne, da nogle af dem jeg er tæt på, kører på tørre veje, eller på våde veje, men i solskin. Så jeg kan godt se mig selv komme tættere på dem, og det er jo meget fedt at vide, at man kunne have kørt stærkere. Men jeg kørte også alt, hvad jeg kunne, og der var ikke mere at give fra min side,” siger den bare 20-årige rytter Team Virtu Cycling-rytter.

I den samlede stilling beholdt Team Virtu Cycling bedste rytter i klassementet, Rasmus Guldhammer, også sin 4. plads, da han hentede tid på hollandske Hofstede, men mistede i forhold til Casper Pedersen.

Sportsdirektør Michael Skelde var godt tilfreds med sine rytteres præstationer, da flere af dem leverede en flot indsats.

”Jeg synes, at det forløb som vi havde forventet. Man kan altid håbe på, at der sker et mirakel, men realistisk set fik vi det ud af det, som vi skulle. Rasmus kørte en flot enkeltstart, og der er rigtigt mange fra holdet, der gik ud og viste et højt niveau og kørte en god enkeltstart. Det er jeg stolt af,” siger han.

Den østrigske tempospecialist Mathias Brändle vandt etapen, mens at Mads Pedersen og Michael Valgren lavede hul fra de øverste pladser i klassementet. Rasmus Guldhammer har dog kun 15 sekunder op til Casper Pedersen på 3. pladsen, og Michael Skelde håber stadig på en podieplads.

”Nu må se om de andre også vil køre cykelløb. Desværre er der ikke så meget vind i morgen – den har vi brugt – men der er muligheder for små forskydninger, så vi drømmer om at komme på podiet. Vi skal lægge pres på og gøre det så hårdt som muligt, det er vores eneste chance, at det bliver et hårdt cykelløb,” siger Michael Skelde.

Sidste etape af PostNORD Danmark Rundt bliver kørt fra Ebeltoft til Aarhus og er løbets længste med 198 kilometer, derudover er der næsten 1800 højdemeter, der kan gøre etapen ekstra hård.