Ny massespurt i Giro Rosa – Guarischi tager fjerdepladsen!

Den blot 109 kilometer lange fjerde etape af Giro Rosa med start og mål i Piacenza startede ud med bulder og brag, da gentagne og dyb angreb blev forsøgt. Da dagens langvarige udbrud endeligt blev etableret, var det desværre uden VIRTU Cycling Women’s deltagelse, men til gengæld sluttede VIRTU Cycling Women’s Barbara Guarischi som nummer 4 i massespurten.

Der var nemlig aldrig nogen tvivl om, at udbryderne ikke ville holde til målstregen, da sprintermandskaberne hele tiden havde udbryderne i kort snor, og da feltet rullede ind på de sidste 9 kilometer, inhalerede de også den sidste lykkeridder fra dagens tidlige udbrud. Dermed var vejen nu banet for sprinterne, og selvom styrt skæmmede finalen, var det en flot og hæsblæsende sprint, hvor Team VIRTU Cycling Women’s italienske Barbara Guarischi sluttede på fjerdepladsen, mens holdkammerat, Claudia Koster blev nummer 10.

Gårsdagens vinder, Jolien D’hoore gentog succes’en fra igår med endnu en etapesejr, mens Leah Kirchmann (SunWeb) fører løbet samlet.

VIRTU Cycling Women’s sportsdirekør, Carmen Small fortæller:

“Vi vidste på forhånd, at en enkelt længere stigning skulle forceres, så vi satte os tæt sammen for at hjælpe Barbara godt over i frisk tilstand, Da vi ramte det fladere stykke mod mål arbejdede pigerne fantastisk sammen om at placere hende i en perfekt position, og inde på den sidste kilometer sad hun, hvor hun skulle, og hun viste, at hun kunne bide skeer med de bedste. I morgen venter endnu en etape, der formentlig ender ud til sprinternes fordel“, lød det fra sportsdirektør, Carmen Small.