PostNORD Danmark Rundt – Mark Sehested Pedersen

”Det er et af de fedeste løb, du kan køre hele året. Det er et løb, som alle kender og kan forholde sig til – almindelige mennesker ved, hvad PostNord Danmark Rundt er. Det er noget af det største på vores niveau,” siger Mark Sehested Pedersen.

Den 25-årige rytter skal køre sit 6. PostNORD Danmark Rundt, og selvom han forventer at komme til at hjælpe holdet meget, så har en udset sig en etape, der er lidt speciel for Team Virtu Cycling-rytteren.

”Vi skal støtte op om Rasmus og Kamp, og jeg forventer at være godt kørende og kan hjælpe dem så godt som muligt. Samtidigt håber jeg på at kunne få en fri rolle en dag, hvor jeg kan søge et udbrud. 1. etape er meget fed, da den starter i København og slutter i Kalundborg, så den er fra, hvor jeg bor nu til, hvor jeg kommer fra,” siger han.

Den stærke rytter skal dog ikke brænde alle kræfterne af på en etape, for med den nye afslutning forventer Mark Sehested Pedersen, at løbet bliver hårdere end tidligere.

”Der er ingen tvivl om, at PostNord Danmark Rundt er hårdt hver dag. Der er ingen nemme etaper og slet ikke i år, hvor de har vendt ruten rundt. Etapen til Frederiksberg har som regel været rimelig medgørlig, men sidste etape til Århus i år er rigtigt hård,”

Team Virtu Cycling til PostNORD Danmark Rundt:
Michael Carbel, Rasmus Guldhammer, Niklas Eg, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Alexander Kamp og Mark Sehested Pedersen.

Team Virtu Cycling’s to resterende ryttere til PostNORD Danmark Rundt udtages onsdag.