PostNORD Danmark Rundt – Michael Carbel

”Når du som dansk rytter skal køre PostNORD Damark Rundt, så står du på stregen på de første etaper og tænker: ’Nu skal vi fan*** i gang.’ Det bliver altid bare superfedt, der er super god stemning, og der er altid mange mennesker, uanset om det er i startbyen eller målbyen,” siger Michael Carbel.

Den 22-årige Team Virtu Cycling-rytter skal deltage i sit 4. PostNORD Danmark Rundt, når løbet starter tirsdag d. 12. på Frederiksberg Rådhusplads og kører vest på mod Fyn og Jylland over fem etaper.

”Det bliver spændende, fordi det er vendt om. Med undtagelsen af ’14 hvor et udbrud kørte hjem, så plejer det at blive en massespurt på Frederiksberg, men når omgangen er så hård i Århus og også ruten derind, så er der ikke noget, der er slut før, vi har kørt Århus-etapen. Det er et klassementsløb helt til sidst, og det gør det mere spændende,” siger Michael Carbel, der håber, at han kan levere på en af de fladere etaper.

”Det er det største, du kører i Danmark udover DM. Det betyder meget for alle danske ryttere, det er vores Tour de France. Personligt så kunne jeg godt tænke mig, at vinde en etape – det kunne være meget fedt.”

Team Virtu Cycling til PostNORD Danmark Rundt:
Michael Carbel

De resterende syv ryttere bliver udtaget i løbet af mandag, tirsdag og onsdag.