PostNORD Danmark Rundt – Niklas Eg

”Det bliver fedt. Danmark Rundt er bare noget specielt, det er er vores Tour de France. Det er et løb, som folk kan forholde sig til, og der er stor opmærksomhed omkring løbet fra alle og ikke bare min omgangskreds. Det er bare fedt,” siger Niklas Eg.

Den unge rytter fra Herning skal køre sit 2. PostNORD Danmark Rundt for Team Virtu Cycling, og med sin nylige 3. plads i ungdommens Tour de France, kommer der sikkert mere fokus på det 22-årige stortalent. Han håber at køre et godt løb selv, men han har mest tiltro til sin holdkammerat Rasmus Guldhammer.

”Min forventning er, at jeg kan køre godt og bære noget form fra Avenir over i PostNORD Danmark Rundt, men ellers så ved jeg, at vi har Rasmus på holdet, og jeg tror på, at han kan lave et stort resultat samlet. Primært skal vi støtte op omkring ham, og jeg glæder mig til at se, hvad vi kan opnå, for jeg tror virkelig på, at Rasmus kan lave noget stort,” siger Niklas Eg.

Team Virtu Cycling til PostNORD Danmark Rundt:
Michael Carbel, Rasmus Guldhammer og Niklas Eg.

De resterende fem ryttere udtages i løbet af tirsdag og onsdag.