PostNORD Danmark Rundt – Rasmus Guldhammer

”Jeg har altid været glad for at køre PostNORD Danmark Rundt. Min første udgave var speciel, da det var på Designa Køkken det år, hvor Jacob Fuglsang vandt. Selvom det er ti år siden, så giver det stadig blod på tanden, at man kan vinde som kontinentalrytter, og det kunne da være meget fedt, hvis i år var mit år,” siger Rasmus Guldhammer.

Han er blevet nummer 6 og to gange nummer 4, men Team Virtu Ctcling-rytteren har vist storform i år, og nu håber han at kunne træde mindst et skridt op

”Jeg har altid gerne ville på podiet i PostNORD Danmark Rundt, og de andre år har det været tæt på. Målet for mig er at slutte på podiet, men selvfølgelig også at vinde Vejle-etapen. Vi kommer med et stærkt hold, og folk der er i form,” siger Rasmus Guldhammer, der tror på, at Team VéloCONCEPT som kontinentalhold stadig er i stand til at være med helt i front.

”Vi skal nok være fremme på etaperne. Selvom der kommer stærke World Tour-hold, så skal vi nok være med til at skabe løbet. Det har vi forsøgt i alle løb, og vi vil tage skeen i egen hånd og prøve at køre løbet på vores præmisser,” siger den 28-årige rytter, der skal køre sit 10. PostNORD Danmark Rundt.

Team Virtu Cycling til PostNORD Danmark Rundt:
Michael Carbel og Rasmus Guldhammer

De resterende seks ryttere bliver udtaget i løbet af mandag, tirsdag og onsdag.

Foto: Kreiz Breizh Elites