Rasmus Guldhammer bliver ved Team Virtu Cycling i 2018

Danmarks bedste kontinentalrytter i 2017, Rasmus Guldhammer, skal i 2018 forsat køre på Team Virtu Cycling, da den 28-årige rytter har forlænget sin kontrakt.

Med fire UCI-sejre, yderligere fem podieplaceringer og masser af andre topresultater lige fra Istrian Spring Trophy i marts til PostNORD Danmark Rundt i september, så er Team Virtu Cyclings Rasmus Guldhammer den bedste danske kontinentalrytter på Europa Tour-ranglisten i 2017. I 2018 vil den 28-årige rytter forsøge at bygge videre på den succes, da han igen er en del af Team Virtu Cycling.

”Det har været en super sæson. Jeg har haft nogle rigtigt gode holdkammerater, der har bakket mig op, så jeg har kunne satse på de løb, jeg ville. Og så har jeg været glad for at kunne give den opbakning igen, så vi har fået det bedste ud af det. Det har været en rigtigt god sæson – både resultatmæssigt og socialt, det har været et rigtigt fedt år,” siger Rasmus Guldhammer, der kiggede efter at træde et niveau op.

”Jeg havde selvfølgelig været på udkig efter at finde et hold på cykelsportens øverste trin, men da det ikke lykkedes, så var det eneste hold, jeg egentlig var interesseret i at køre for Team Virtu Cycling,” siger han.

I 2017 afsluttede han en af sine bedste sæsoner nogensinde, og det giver moral for 2018, hvor han gerne vil sætte barren endnu højere, men også hjælpe sin holdkammerater med det.

”Ambitionerne er, som de har været i år. Vi skal ud at køre og præstere i en masse gode cykelløb. Målet er at vinde nogle højere rangerede løb – 1.1- og HC-løb. Det er drømmen at få nogle sejre der, og mit niveau er stadig til, at jeg skal ud og vinde cykelløb. Men det hele skal ikke gå op i, at jeg skal ud og lave resultater, jeg vil også gerne give min erfaring videre til de unge ryttere, der er på holdet og hjælpe dem på vej,” siger Rasmus Guldhammer.

Den 28-årige rytter har været en stor profil på Team Virtu Cycling i 2017, og sportsdirektør Michael Skelde er både stolt og en smule overrasket over, at Rasmus Guldhammer kan forblive en del af holdet i 2018.

”Han er en kæmpe personlighed på vores hold og har betydet urimeligt meget i år, og det kommer han også til næste år. Jeg vil vove og påstå, at Rasmus er en af verdens bedst kontinentalryttere, og det er stadig en uløst gåde, hvorfor han ikke kører på et WorldTour-hold. Når det er sagt, så er vi også ekstremt glade og stolte af, at han er på vores hold, og at vi ikke skal køre imod ham,” siger Michael Skelde, der tror på, at Rasmus Guldhammer i 2018 kan forsætte med at præstere.

”Han har været super stabil, og hele året har han været en af de bedste ryttere, der er stillet til start i stort set alle løb, vi har stillet op i. Jeg forventer, at Rasmus giver den et år mere på den store klinge, vinder cykelløb og får sat en tyk streg under, at han er en af Danmarks bedste cykelryttere. Så håber jeg stadigvæk, at han kan få taget skridtet op og gjort karrieren færdig på den øverste hylde, for det fortjener han,” siger Michael Skelde.

Rasmus Guldhammer har forlænget sin kontrakt med Team Virtu Cycling med 1 år.