Rasmus Guldhammer indstiller karrieren

Rasmus Guldhammer indstiller karrieren

Team Waoos kaptajn Rasmus Guldhammer indstiller karrieren efter denne sæson. Ifølge Bjarne Riis er det et farvel til en spektakulær cykelrytter og en fantastisk ambassadør for Virtu Cycling og cykelsporten generelt.

Cykel-Danmark må fremover spejde forgæves efter den blonde vejlenser Rasmus Guldhammer i smukt angreb på PostNord Danmark Rundts mest ikoniske bakke, Kiddesvej, hjemme i Vejle.
Den 30-årige Team Waoo-rytter er gennem årene nærmest blevet synonym med aggressiv kørsel på det danske etapeløbs kongeetape. Men denne sommers offensiv på rundstrækningen i det østjyske blev den sidste i Rasmus Guldhammers karriere som cykelrytter.

Efter grundig overvejelse har han valgt at stå af cyklen efter denne sæson.

Det er der ifølge Guldhammer selv primært én årsag til. For efterhånden et par år siden brækkede han ryggen i et grimt styrt. Og siden har han aldrig følt, at han er kommet sig helt og aldeles over skaden, så han har kunne genfinde sit ypperste niveau.

”Det er bestemt ikke lysten til at cykle, der er forsvundet. Det er generne fra ryggen, der gør, at jeg har besluttet at stoppe min karriere. Jeg synes efterhånden, at jeg har prøvet alt for at fjerne smerterne, men kan konstatere, at det ikke rigtig er lykkes. Når jeg kæmper med smerter og samtidig ikke rigtig føler, at jeg får det ud af det, jeg gerne vil opnå, så begynder det selvfølgelig også at påvirke motivationen. Det er det, jeg tager konsekvenserne af nu. Jeg er afklaret, tilfreds og stolt,” siger Rasmus Guldhammer.

Derfor ser han nu også frem til mere tid og flere weekender med familien og sin søn.

Ingen fortrydelser

Karrieren som cykelrytter indledte han tilbage i 2008 hos Team Designa Køkken, og den tæller blandt andet en sæson hos World Tour-holdet HTC-Highroad i 2010. Siden har Rasmus Guldhammer kørt på niveauerne under World Touren; prokontinental og kontinental, senest for Team Waoo, hvor han siden 2017 har fungeret som kaptajn og mentor for holdets unge talenter.

”Når jeg ser tilbage på min karriere, så er det ikke sejre eller bestemte løb, jeg tænker på. Det, jeg tænker på, er den glæde, det har været for mig at kunne leve af min sport i 12 år – det er holdkammerater og oplevelser fra rundt omkring i verden. Det har været en fantastisk rejse fra året på World Touren til de seneste år i en lidt andet rolle på Team Waoo, hvor jeg har følt mig vellidt, motiveret og på den rette hylde som vejkaptajn og sparringspartner for de unge ryttere.

 

Jeg har faktisk ingen fortrydelser. Ja, det skulle måske lige være, at jeg allerhelst selv ville have sagt stop, og at det ikke var ryggen, der var årsagen. Men det ændrer ikke ved det store billede for mig,” fortsætter Rasmus Guldhammer.

Riis: En spektakulær rytter og personlighed

Holdejer Bjarne Riis forstår udmærket beslutningen, men ærgrer sig samtidigt over, at holdets skattede veteran ikke kan fortsætte karrieren.

”Jeg har altid holdt meget af Guldhammer, både som rytter og som person. Han er en virkelig dygtig rytter og en dejlig aggressiv og spektakulær type, der ikke er bange for at prøve noget. Så jeg er ærgerlig over hans beslutning, men forstår den fuldt ud,” siger Bjarne Riis og tilføjer, at han gerne havde set Rasmus Guldhammer få chancen igen på World Tour-niveau.

”Egentlig er det alt for tidligt, han stopper. Der er meget mere cykling i ham, havde det ikke været for ryggen. Han har efter min mening aldrig fået udnyttet sit potentiale fuldt ud af en række omstændigheder, senest med rygskaden, som har ødelagt meget for ham. Hans talent rækker til meget mere, og jeg er personligt ked af, at han ikke fik chancen igen på den største scene. Det havde han i den grad fortjent.”

Bjarne Riis er omvendt meget glad for den rolle, Rasmus Guldhammer har udfyldt hos Team Waoo. Og han håber, at parterne kan fortsætte et samarbejde i en eller anden form i fremtiden.

”Rasmus har været en fantastisk rytter og ambassadør for Team Waoo og Virtu, fordi han altid har taget et kæmpestort ansvar og har været god til at hjælpe, coache og inspirere de unge ryttere på holdet. Det har været uvurderligt for os, og det vil jeg gerne takke ham for. Jeg håber, at vi sammen finder et setup for Rasmus, så vi i en eller anden form kan fortsætte vores samarbejde,” siger Bjarne Riis.

Rasmus Guldhammers palmares tæller blandt andet en sejr i U23-rytternes klassiker Liege-Bastogne-Liege, sejre i UCI-løb i ind- og udland samt flere samlede fjerdepladser i PostNord Danmark Rundt.