Riis Seier Project bliver til Virtu Cycling Group

Riis Seier Project skifter navn til Virtu Cycling Group. Det sker for at sikre en klar rød tråd i alle koncernens aktiviteter fremadrettet. Samtidig indtræder erhvervsmanden Jan Bech Andersen i ejerkredsen.

Det hele startede som et projekt bygget på idéer, tanker og visioner hos Bjarne Riis og Lars Seier Christensen.
I dag tæller gruppen mere end en håndfuld virksomheder og brands, alle med afsæt i cykelrelaterede aktiviteter. Og samtidig tæller ejerkredsen nu også erhvervsmanden Jan Bech Andersen.
Derfor har ledelsen i Riis Seier Project effektueret et navneskifte til Virtu Cycling Group, og ”Virtu” bliver inkorporeret i alle koncernens virksomheder.

– Vi er ikke længere ”bare” et projekt eller nogle løse idéer og visioner. Vi er en dynamisk gruppe af virksomheder baseret på cykelrelaterede aktiviteter og en arbejdsplads, der hele tiden udvikler sig og bliver større. Så vi har et behov for et stærkt fælles fundament, og at alle vores virksomheder signalerer et tilhørsforhold til gruppen, siger ejer og stifter Bjarne Riis om navneskiftet.

Jan Bech Andersen indtræder som medejer

– Det er også fantastisk glædeligt, at vi har fået Jan Bech Andersen med ind som ejer og investor i gruppen. Det er helt sikkert med til at styrke os og sætte yderligere fart på den udvikling, vi er i gang med. Og derfor har vi ønsket et navn, der bedre fortæller om, hvem vi er, og hvad vi står for. Det mener vi at have ramt med navnet Virtu Cycling Group, fortsætter Bjarne Riis.
Virtu Cycling Group tæller i dag Danmarks største erhvervs- og cykelnetværk, Virtu Business Club, et rejsebureau Virtu Travel, den virtuelle træningsplatform Virtu Go, den stationære cykel VirtuPro og det toskanske cykelhotel Villa Pacini (Virtu Villas). Derudover ejer og driver koncernen to cykelhold – et kontinentalhold og et World Tour-hold for kvinder, Team Virtu Cycling.

Det er netop de mange synergier virksomhederne imellem, der har været en afgørende driver for Jan Bech Andersens entré i ejerkredsen.

– Cykelsport og cykling er en stor passion for mig. Derfor har jeg med stor interesse fulgt med i opbygningen af koncernen, og jeg synes, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen har bygget en fantastisk spændende platform op omkring cykelaktiviteter. Det giver rigtig meget mening at se på netop koblingen af sundhed, træning, fællesskab og oplevelser i sadlen, når man ser hvor mange danskere, som hver dag pendler til arbejde eller kører landevejene tynde som motionister. Og derfor har jeg også ønsket at indtræde i projektet og være med til at udvikle og drive det yderligere frem, siger Jan Bech Andersen.

Form, frirum og fællesskab

Navneskiftet til Virtu Cycling Group sætter også lup på en mere værdibaseret tilgang til markedet for cykelrelaterede aktiviteter.
– Med navneskiftet har vi fået en klar rød tråd i vores aktiviteter. Virtu signalerer, at en del af vores virksomheder er forretningsmæssigt funderet i det virtuelle. Virtu står også for virtues – dyder – og er vores værdimæssige tilgang til markedet. I en for mange travl og ofte stresset hverdag vil vi hjælpe med fysisk velvære, et mentalt åndehul og netværk og på den måde løfte livskvaliteten. Vi kalder det form, frirum og fællesskab. Sidst men ikke mindst favner Virtu det virtuose og vores tilknytning til den professionelle cykelverden, som gennemsyrer alt, hvad vi laver, uddyber direktør i Virtu Cycling Group, Nicolai Jørgensen.

Navneskiftet gennemføres med øjeblikkelig virkning for alle gruppens virksomheder.