Sejr til Rasmus Guldhammer i Horsens!

Det blev til en flot sejr til Team Waoo’s Rasmus Guldhammer, da han i dag kørte alene over målstregen efter 141 strabadserende kilometer i hård vind og kuperet terræn i landskabet omkring Horsens.

Team Waoo fik taget kærkommen revanche på dagens femte afdeling af Xtreme Cup efter holdets Jesper Schultz i sidste weekend måtte tage takke med en andenplads i samme løbsserie. Med blot 50 startende ryttere til start blev det et hårdt og intenst cykelløb over de 141 kilometer fordelt på seks omgange på en vindblæst og bakket rute.

På Yding Skovhøj blev feltet splittet, og Team Waoo havde fire ryttere med i de 16 mand store udbrud. Med ti kilometer til målstregen forsøgte Jesper Schultz sig med et listigt angreb, og i kontra-angrebet kom en velkørende Guldhammer af sted med Mathias Bregnhøj (BHS-Almeborg Bornholm) og Mads Kristensen (Team Herning).

Trioen blev dog splittet ved indgangen til den sidste kilometer:

”Jeg valgte at køre væk med en kilometer til målstregen, og da jeg først fik hullet, vidste jeg, at sejren var der. Det er altid en fantastisk følelse at køre først over målstregen, men det kunne ligeså vel have været én af mine holdkammerater, det var lykkes for. Vi kørte alle seks et flot løb, og de har ligeså meget fortjent succes’en, som jeg har. Det er årets første sejr, og det er naturligvis personligt en forløsning efter at have haft et halvskidt år, der har været præget af min rygskade. Det er dejligt at kunne slutte sæsonen af med en sejr, og vi håber at kunne gentage det næste weekend”, fortalte en glad Rasmus Guldhammer efter løbet.

Sportsdirektør, Michael Gregersen, fortæller:

”Holdet kører motiveret og energisk, og ved flere lejligheder knækker feltet i starten af feltet, hvor vi hele tiden er repræsenteret med flere ryttere i forreste ryttere. Så de ville det hele i dag, og jeg håber at kunne samle samme vindermentalitet i årets to sidste løb på den hjemlige kalender i næste weekend”.