Siggaard tager bronze ved DM i linjeløb

118,5 kilometer skulle forceres på en generel flad rute ved dagens danske mesterskaber i landevejsløb. En yderst teknisk finale med skarpe sving og en stigning mod mål over 250 meter skabte alligevel spredning i feltet. VIRTU Cycling’s Christina Siggaard sluttede med en bronzemedalje efter en flot indsats fra VIRTU Cycling-holdet.

En solorytter, Maria Højris (Scandic-Thylader), var den hængende gulerod foran det sultne felt af landets bedste kvindelige cykelryttere i løbets første halvdel, og hun skabte et hul på mere end tre minutter, før feltet begyndte at hale hende ind igen. VIRTU Cycling Women’s Louise Norman Hansen lancerede et angreb og dannede nu en tandem med Scandic Thylander-rytteren. Duoen blev dog neutraliseret og nye angreb tyndede ud i feltet til omkring 10 ryttere, inklusive VIRTU Cycling’s Trine Schmidt og Christina Siggaard.

Desværre havde Siggaard en punktering lige før indgangen til sidste omgang i Nysted, men efter en hård jagt var hun atter tilbage til frontgruppen og angreb straks gruppen. Da Siggaard blev fanget af forfølgerne, iscenesatte holdkammerat, Trine Schmidt, et hårdt kontra-angreb, der tvang de andre ryttere til at arbejde sammen om at få hende hentet med 6 kilometer igen.

I finalen åbnede den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen (Dolmans) en lang spurt og tog guldmedaljen og Dannebrogstrøjen, mens Team VIRTU Cycling Women’s Christina Siggaard tog bronzemedaljen efter en tæt duel med sølvmedaljevinder, Emma Norsgaard Jørgensen (Cervelo-Bigla).

Christina Siggaard siger:

“Vi gik ind i løbet med ambitionen om at vinde det, og selvfølgelig kan jeg ikke undgå at føle mig lidt skuffet, da vi var så tæt på at nå vores mål. Men vi kørte virkelig et fantastisk løb, og vi støttede hinanden igennem hele vejen, men Amalie timede sin spurt bedst. Selvfølgelig hjalp det ikke på kræfterne eller på mit fokus at punktere så tæt på mål, og det krævede naturligvis energi at komme tilbage til fronten. I det perspektiv kan vi være tilfredse med vores indsats, men guld vil altid være bedre end bronze “, siger Siggaard efter løbet.