Sportsdirektør Daniel Foder håber på et godt teknisk løb til lørdagens DM i holdløb

Sportsdirektør Daniel Foder håber på et godt teknisk løb til lørdagens DM i holdløb

Lørdag middag ruller seks ryttere ned af startrampen i Glyngøre, når Team Waoo stiller til start i dette års DM i holdløb.

På lørdag stiller Team Waoo til start i dette års DM i holdløb i Glyngøre. Her skal seks ryttere i kamp mod tiden, når 47,1 km skal forceres, så hurtigt som muligt.

”Vi er ikke et hold med tempostærke ryttere, som er specialister i denne disciplin. Derfor kommer vi til løbet med et håb om at kunne køre med om den sidste medalje,” fortæller sportsdirektør Daniel Foder.

Sidste år rakte det lige nøjagtig ikke til en medalje, da Team Waoo endte på en fjerde plads blot 45 sekunder efter løbets nummer tre. Derfor mener Daniel Foder heller ikke, at forhåbningerne om en medalje er urealistiske.

”Hvis holdet kører et godt teknisk løb og disponerer kræfterne ordentligt, så vil jeg mene, at vi kan være med i kampen om den sidste medajle”

Team Waoo stiller til start med Mathias Larsen, Silas Clemmensen, Michael Carbel, Martin Mortensen, Jesper Schultz og Andreas Jeppesen.

Den sidste cup inden DM

Søndag er hele holdet igen til start, når anden afdeling af Denim Cuppen køres i Nyborg. Her skal feltet ud på seks store omgange af 25,5 km og tre små omgange af 8,5 km. I alt køres der 178,5 km i og omkring Nyborg.

Selvom Rasmus Guldhammer har en fjerde plads i cuppen, fremhæver Daniel Foder, at holdet kører afdeling for afdeling:

”Vi kører ikke direkte efter at holde fast i Rasmus’ fjerde plads, når vi stiller til start på søndag. Vi tager den løb for løb, og da det er sidste cup inden DM, kan den byde på mange overraskelser. Det betyder, at vi skal være opsøgende fra start.”

Team Waoo har vist gode takter på det seneste, og Foder påpeger, at han har mange kort at spille på.

”Nyborg er et åbent løb, så der er mange, der kan køre med om sejren. Martin Mortensen og Michael Carbel er utroligt formstærke i øjeblikket, men også en rytter som Andreas Jeppesen er rigtig godt kørende. Oliver Wulff kommer tilbage fra en skade, og får debut på holdet i weekenden, og det bliver også et ekstra kort, vi kan bruge.”