Team Virtu Cycling henter dansk Lotto Soudal-talent hjem

Det danske stortalent og U23-landsholdsrytter Mikkel Frølich Honoré skifter i 2018 til Team Virtu Cycling, hvor han håber at kunne tage skridtet op til cykelsportens største scene.

Med top 10 placeringer i U23-rytternes Liege-Bastogne-Liege, Lombardiet Rundt, Flandern Rundt og en 12. plads U23 Giro d’Italia, så viste Mikkel Frølich Honoré sig som en af en af de mest talentfulde og alsidige unge ryttere i 2017.

I 2018 skifter den nu 20-årige U23 Lotto Soudal-rytter til Team Virtu Cycling, hvor han satser på at skifte sine sekundære placeringer ud med nogle sejre.

”Jeg har forventninger om at komme ud og lave bemærkelsesværdige resultater. I år har jeg kørt mange top 10’er i store U23 klassikere, så jeg har altid være deroppe, hvor det er rigtigt sjovt, men det er sejrene, der er målet næste år. Derfor har jeg ikke valgt at blive professionel i år, men i stedet at komme til Team Virtu Cycling,” siger Mikkel Frølich Honoré.

Han startede på Lotto Soudals U23-hold i sit første seniorår, og hans tredje sæson bliver derved også den første på et dansk hold, og han ser frem til at prøve sig af i nye omgivelser.

”Jeg har nu haft mine to første år som U23-rytter i udlandet, og fortryder absolut ingenting i forhold til det, men jeg føler, at jeg har brug for nye udfordringer og prøve noget nyt af. Jeg har allerede fået det optimale ud af det, derfor er Team Virtu Cycling det rigtige for mig i min videre udvikling mod at blive professionel,” siger han og forventer også, at stemningen udenfor løbene bliver en ny oplevelse.

”Det handler selvfølgelig om at køre stærk og vinde cykelløb, men på mere personlige områder, så bliver det en del anderledes. Der er ingen sprogbarriere, og man får nemmere et forhold til hinanden. Det bliver federe, at man har nogle gode danske kammerater, som alle kæmper for de samme mål om at vinde cykelløb, det er det, jeg glæder mig mest til,” siger Mikkel Frølich Honoré.

Team Virtu Cyclings sportsdirektør Michael Skelde har også lagt mærke til den unge danskers niveau i løbet af 2017, og han håber, at han kan være med til at løfte det i næste sæson.

”Mikkel har kørt helt i top i rigtigt mange cykelløb i år, han har ikke vundet noget, men stabilt været i en top 10-20 stykker. Han har et kæmpe bundniveau og en rigtigt god base. Jeg håber, vi kan få skiftet nogle af hans sekundære pladser ud med en sejr i ny og næ,” siger Michael Skelde, der også forventer den 20-årige rytter kommer til at træde i karakter på både Team Virtu Cycling og på U23-landsholdet.

”Han kommer helt sikkert til at være med i front, hvis vi får nogle af de sværere U23-løb, og jeg tror også, at han kommer til at blive en bærende figur på U23-landsholdet. Han vil være klar til at være professionel i løbet af de næste 1-2 år, og der vil derfor også komme et pres på ham for at lykkes. Jeg tror, at Mikkel bliver et godt pust til os og en god forstærkning i de kuperede løb,” siger Michael Skelde.

Mikkel Frølich Honoré skifter til Team Virtu Cycling på en 1-årig kontrakt.