Team Virtu Cycling henter den norske profil Audun Brekke Fløtten

Norske Audun Brekke Fløtten skifter til Team Virtu Cycling i 2018, og den stærke 27-årige rytter glæder sig til at træde et skridt op.

Team Virtu Cycling forstærker sig i 2018 med den norske profil Audun Brekke Fløtten, der i år flere gange har vist sig som en af de stærke norske ryttere. Den 27-årige rytter tog blandt andet en flot solosejr i Fyen Rundt i juni, og han håber på mere succes i 2018 med skiftet til Team Virtu Cycling

”Dansk cykling har altid været meget interessant, og jeg har altid været imponeret over, hvordan de danske hold har kørt løbene. Det bliver en spændende mulighed for mig at komme til at køre på et stærkt hold med mange stærke og talentfulde ryttere,” siger Audun Brekke Fløtten.

Audun Brekke Fløtten har i flere år markeret sig som en af profilerne på det norske hold Uno X Hydrogen Development Team, og i år har han blandt andet hentet imponerende ni top 6 placeringer i UCI-løb og en 11. plads i Tour of Norway.

Han har kørt under den tidligere professionelle cykelrytter Kurt Asle Arvesens vinger på Uno X Hydrogen Development Team, og han føler sig nu klar til at tage et skridt op i 2018.

”Det bliver meget spændende, og jeg ser frem til at opleve den danske cykelkultur. Det er et nyt kapitel i min karriere, og det er et skridt op til et stærkere hold, men jeg er klar til udfordringen. Jeg forventer at køre nogle hårdere løb næste år, og jeg har høje forventninger til mig selv for at blive en stærkere rytter. Jeg har haft en solid sæson i år, og min forventninger er, at jeg skal forbedre mig endnu mere,” siger Audun Brekke Fløtten.

Sportsdirektør Michael Skelde er også glad for at kunne tilføje Audun Brekke Fløtten til holdet, hvor han bliver den første nordmand nogensinde.

”Audun har gjort det super flot i år, og han har vist højt niveau hele sæsonen igennem og være bundsolid i sine præstationer. Jeg har hele vejen igennem haft en god dialog med Kurt Asle Arvesen, der har anbefalet ham, han har alderen til at træde ind på et dansk hold og forhåbentlig selvtilliden til at komme ind og sige ’her er jeg’,” siger Michael Skelde.

Med Audun Brekke Fløtten får Team Virtu Cycling et større skandinavisk præg, og det håber Michael Skelde både kan give holdets danske talenter, og Audun Brekke Fløtten et løft.

”Jeg håber, vi stille og roligt kan udvikle os hen imod at blive mere end et dansk hold, og der passer Audun godt ind. Vi tager en rytter, der allerede har opnået en del succes, og det giver os en fantastisk mulighed for at komme lidt udover de danske grænser også,” siger Michael Skelde.

Audun Brekke Fløtten skifter fra det norske Uno X Hydrogen Development Team til Team Virtu Cycling på en 1-årig kontrakt.