Team Virtu Cycling henter den talentfulde klatrer Jesper Schultz

21-årige Jesper Schultz forstærker Team Virtu Cycling yderligere, da den talentfulde klatrer skifter til holdet i næste sæson, og han håber at træde et skridt op på den internationale scene.

Team Virtu Cycling får i 2018 en af de bedste unge danske klatrere på holdet, da den 21-årige Jesper Schultz skifter til holdet. I løbet af 2017 beviste han flere gange, at han var i stand til at være med blandt nogle af de bedste, når det gik opad.

I flere store U23-løb hjalp han sine kaptajner samtidigt med, at han selv lavede flotte placeringer. Hans 14. plads i Fredsløbet, 30. plads i Baby Giro’en og 21. plads i Tour de l’Avenir skal dog forbedres til næste år, hvor han håber at træde et skridt op.

”Jeg har en klar forventning om, at jeg skal steppe op. Jeg har nogle løb, som jeg gerne vil gøre det godt i. Hovedmålet er helt klart at vise mig frem – ikke kun top 10 placeringer – men helt fremme i løb som Fredsløbet og Avenir. Top 10 er ikke godt nok, så min forventning er, at jeg kører med i de løb, hvor det er rigtigt sjovt,” siger en ambitiøs Jesper Schultz.

Derfor har han også valgt at køre på Team Virtu Cycling i 2018, da han tror på, at holdet kan hjælpe ham videre.

”Jeg synes, det er et spændende set up. I udenlandsprogrammet er der mange UCI-løb, og generelt vil jeg ud og køre nogle flere løb. Da jeg snakkede med Skelde, så overbeviste han mig om, at jeg kunne udvikle mig mere hos Team Virtu Cycling. Man har set før, at han har været med til at udvikle nogen, og jeg tror også, at han kan skubbe mig i den rigtige retning,” siger Jesper Schultz, der glæder sig til nogle af de udfordringer, der også kommer på et stærkt hold.

”Det bliver spændende at komme på et hold, hvor der på tværs af alle terræner er rigtigt gode ryttere, der kan presse hinanden. Det er ikke selvsagt, at man er udtaget til alle løb, man er nødt til at træne og præstere, og det kan jeg godt lide. Det er med til at motivere en, så man træner mere og fokuserer 110 procent på det,” siger han.

Team Virtu Cyclings sportsdirektør Michael Skelde ser også frem til at få den unge rytter på holdet, og han tror på, at han kan lave gode resultater, hvis han griber chancen.

”Jesper har kørt nogle flotte aggressive cykelløb og egentlig fået nogle fine placeringer rundt omkring i de løb, han har kørt i Europa. Han kan helt sikkert være med til at styrke os i de mere kuperede løb og støtte op om andre ryttere, der måske er mere oplagte til at vinde, eller selv tage chancen,” siger Michael Skelde, der særligt håber, den 21-årige rytter bibeholder sin måde at køre løb på.

”Jeg ser ham som en vigtig brik i den måde, som vi gerne vil køre cykelløb på, da han også har en aggressiv tilgang til tingene. Det har jeg en forventning om, at han fortsætter med, og det skal han også for at få den succes, som jeg synes, han er berettiget til,” siger Michael Skelde.

Jesper Schultz skifter fra ColoQuick-Cult til Team Virtu Cycling på en 1-årig kontrakt.