Team VIRTU Cycling i offensiven på 1. etape – Asbjørn Kragh 7er

Flere af Team VIRTU Cyclings ryttere var i angreb på 1. etape af Circuit des Ardennes, hvor det til sidst var Asbjørn Kragh Andersen, der markerede sig i spurten med en 7. plads.

Der stod Team VIRTU Cycling på næsten alt på 1. etape af Circuit des Ardennes. Først var det yngste mand på holdet Andreas Hyldgaard Jeppesen, der ramte dagens udbrud.

“Andreas kommer ud og sidde foran sammen med en enkelt rytter, og i forhold til hvor få starter han har haft endnu, så kørte han fint derude. Han får så en punktering, og vi var ikke derude, så neutral skiftede ham, men det tog lidt lang tid. Derfor kom han tilbage i feltet, det var lidt ærgerligt for ham. Men alt i alt var det fint,” siger sportsdirektør Michael Skelde.

Team VIRTU Cycling var dog ikke færdig med at angribe, og kort efter var det Alexander Kamp, der førte løbet an.

“Kamp og Schultz kommer af sted i en gruppe, hvor Kamp kører kontra med Zoidl, og de sidder de to i front i 20 kilometer, men bliver fanget med 6-7 kilometer tilbage. På bakken på den afsluttende omgang kører Schultz dog op sammen med to fra Direct Energi i en 8-mandsgruppe, men også de blev hentet ind,” siger Michael Skelde.

Til sidst blev det en massespurt, hvor det var amerikanske John Murphy, der tog sejren. Her var Team VIRTU Cycling dog også med, da Asbjørn Kragh Andersen blev nummer 7.

“Vi var med hele vejen igennem, så det var en god dag. Nu tager vi en dag af gange, og ser hvordan det går. Vi har ikke den oplagte vinder til løbet, men fortsætter vi som i dag, så er det ikke helt skidt. Så skal vi nok overpræstere i forhold til, hvad jeg havde turde håbe på,” siger Michael Skelde.

På 2. etape lørdag venter der 175 kilometer fra Beauring til Givet.