Team VIRTU Cycling kæmpede indædt i GP Herning

De seks Team VIRTU Cycling-ryttere lykkedes med at komme med i de afgørende momenter i GP Herning, men den hårde fight bragte ikke et resultat med sig. 

Team VIRTU Cycling var i undertal fra starten af GP Herning, men de seks ryttere leverede stadig en stor præstation, da de formåede at være med i de afgørende momenter i den danske grusklassiker.

Holdet var dog også plaget af mange defekter og styrt, og det ramte blandt andet den tidligere vinder Asbjørn Kragh Andersen hårdt.

“Vi mister Asbjørn ret hurtigt, da han styrter lige inden det første grusvejsstykke. Han kommer tilbage, men bruger mange kræfter, og han får flere punkteringer. Han kommer for langt tilbage på grund af effekter, det var dyrt og satte ham ud af spillet,” siger Daniel Foder.

I finalen sad Jakob Egholm med i en mindre gruppe, der inde i Herning skulle afgøre løbet mellem sig. Her var Troels Vinther stærkest, da han kørte alene væk og holdt resten af frontgruppen bag sig.

“Egholm løb lidt tør for kræfter. Han blev nødt til at køre med for at jagte den mulighed, der måske kunne opstå til vores fordel. Jesper og Andreas ender i en situation, hvor de er nødt til at føre med nogen på hjul. Det var det, som vi frygtede og sandsynligvis kunne ske,” siger Daniel Foder, der forklarer, rytter kæmpede på trods af, at marginalerne også var mod dem.

“Vi har for mange punkteringer i forhold til vores konkurrenter, og det betaler vi prisen for. Men de gjorde modstand, og jeg kan ikke sætte en finger på deres indstilling eller fight. Vi var bare for få og havde for mange defekter, og det er en dårlig kombination i GP Herning,” siger han.

Jakob Egholm blev Team VIRTU Cycling’s bedste rytter i GP Herning på 8. pladsen, mens at Niklas Larsen, Jesper Schultz og Andreas Hyldgaard Jeppesen blev nummer 14, 15 og 16.