TEAM VIRTU CYCLING sekser i holdtidskørslen til VM

På en hurtigt rute omkring Innsbruck lykkedes det søndag formiddag for TEAM VIRTU CYCLING at slutte i den bedste halvdel af feltet på kvindernes VM i holdtidskørsel.

Team VIRTU Cycling var søndag det andet hold til at begive sig ud på den 54,4 kilometer lange rute fra Ötztal til Innsbruck, hvor årets VM for alvor gik i gang søndag formiddag med kvindernes holdtidskørsel.

De seks ryttere fra Team VIRTU Cycling Mieke Kröger, Trine Schmidt, Louise Norman Hansen, Barbara Guarischi, Sara Penton and Doris Schweizer viste sig hurtigt bedre end holdet foran dem, italienske BePink, og det lave startnummer og den konstante fart betød, at VIRTU både satte bedste mellemtid efter 23 km og var mere en halvandet minut bedre en BePink ved målstregen i Innsbruck.

I takt med at flere hold begav sig ud på ruten, der slangede sig i dalen i mellem de østrigske alper, lignede det, at holdet der skulle slåes på dagen, hvis man ville være verdensmester, var Wiggle High5 fra Storbritannien. Wiggle High5 var således 48 sekunder hurtigere end Team VIRTU ved mellemtiden, og selvom VIRTU øgede farten på den sidste halvdel af ruten, så satte Wiggle High5 ved målstregen bedste tid med et minut og ni sekunder ned til VIRTU.

Et andet hold, der også satte farten gevaldigt op efter mellemtiden var det tyske hold, Team Canyon SRAM Racing. Tyskerne var 10 sekunder efter Wiggle High5 ved mellemtiden, men formåede altså at skyde en utrolig fart på turen ind mod Innsbruck og krydsede målstregen næsten et minut foran de britiske konkurrenter, og dermed blev VIRTU skubbet ned på en foreløbig tredjeplads, to minutter og seks sekunder efter hurtigste tid.

Mitchelton Scott skubbede VIRTU helt ned af podiet med lidt mere end 30 sekunders margin, og få øjeblikke senere kom verdensmestrene fra 2016, Boels Dolmans Cycling, i mål, og hollandske Boels Dolmans satte næstbedste tid, 22 sekunder efter Canyon SRAM Racing, hvorefter VIRTU pludselig var nede som 5’er. Det sidste hold ude på ruten var forrige års verdensmestre fra Bergen, Team Sunweb, og de krydsede målstregen i tredjebedste tid, blot seks sekunder efter Boels Dolmans og yderligere 22 sekunder efter de nye verdensmestre Canyon SRAM Racing.

LÆS: Til VM uden Siggaard

Så med en stærk afslutning blev Team VIRTU altså nummer seks, og sportsdirektør Carmen Small indrømmer, at hun havde håbet på mere.

“Vi ville gerne på podiet, så vi havde helt sikkert håbet på mere. Men de gjorde alle deres bedste og kæmpede med alt, de havde, og så er en sjetteplads slet ikke dårligt. Vi kan kun forlange, at de gør deres bedste, og det gjorde de i dag,” siger Carmen Small.

“Ruten var for det meste ned ad bakke, så man havde brug for fart i holet for at vinde, og holdet gjorde det rigtig, rigtig godt i starten, hvor vi kørte velovervejet, men til slut lavede vi et par småfejl. De blev alle trætte og pressede sig selv hårdt, og så gik der lidt grus i maskinen, hvilket betød, at Doris måtte slippe, og at vi på et tidspunkt indenfor de sidste 10 km også blev splittet i to, hvor Barbara måtte give alt for at lukke hullet. Forhåbentlig lærer vi af sådanne fejl, og for en rytter som Louise var det her første VM som senior, så på forskellige niveauer var i dag også en investering for fremtiden,” siger Small.

Resultater

  1. CANYON SRAM RACING, GER: 1:01:46.60
  2. BOELS DOLMANS CYCLINGTEAM, NED: +21.90
  3. TEAM SUNWEB, NED: +28.67
  4. WIGGLE HIGH5, GBR:+57.38
  5. MITCHELTON SCOTT, AUS: +1:29.77
  6. TEAM VIRTU CYCLING, DEN: +2:06.23
  7. BTC CITY LJUBLJANA, SLO: +3:08.44
  8. VALCAR PBM, ITA: +3:35.36
  9. BEPINK, ITA: +3:36.10
  10. ALE CIPOLLINI, ITA: +3:53.54
  11. COGEAS – METTLER PRO CYCLING TEAM, RUS: +3:56.69
  12. PARKHOTEL VALKENBURG, NED: +4:10.83