Team Virtu Cycling sikrer sig det danske juniortalent Johan Tiedemann Langballe

De unge danske talenter fortsætter med at strømme op fra juniorrækkerne, og Team Virtu Cycling har i 2018 sikret sig et af de største, da Johan Tiedemann Langballe bliver en del af holdet.

18-årige Johan Tiedemann Langballe er det seneste skud på stammen af unge danske juniorryttere, der har præsteret på et højt internationalt niveau, og i 2018 kommer den unge rytter til at køre på Team Virtu Cycling. Med en sejr i juniorernes Kuurne-Brussels-Kuurne og etapesejre og topplaceringer i flere etapeløb, så har han bevist sit værd, og han håber, at han kan forsætte sin udvikling i sit første år som senior.

”Jeg er godt klar over, at det kommer til at være et læringsår, og jeg håber og tror på, at jeg får mulighed for at suge al den erfaring, jeg kan, til mig fra resten af holdet. Det er ikke i det første år, hvor der kommer de store resultater, men jeg vil gerne ud og smage på, hvad der skal til. Jeg vil byde ind med noget, være med til de store løb og få nogle oplevelser på cyklen samtidigt med,” siger Johan Tiedemann Langballe.

Den unge rytter favoriserer allerede de lange og hårde cykelløb, hvor kun et mindre felt eller en udbrydergruppe skal afgøre det mellem sig, hvor Johan Langballe ofte har kunne stole på sin stærke spurt. Det bliver en del hårdere som senior, men han håber at finde sin plads stille og roligt på Team Virtu Cycling.

”Jeg har hørt rigtigt meget godt om holdet, og jeg føler mig tryg ved dem, der står bag holdet. De har været gode til at arbejde med 1. års, og de giver mig de muligheder, som jeg gerne vil have samtidigt med, at jeg også får nogle opgaver, så jeg udvikler mig i mit eget tempo,” siger Johan Tiedemann Langballe.

Den unge rytter fra Århus har kørt sine to juniorår på Herning Cykleklubs juniorhold samt juniorlandsholdet, og sportsdirektør på Team Virtu Cycling, Michael Skelde, tror på, at den unge rytter er klar til at blande sig i feltet som senior.

”Johan har vundet et par løb i udlandet i løbet af året, og derved er han blandt de bedste af verdens juniorer, men det er for tidligt at sige, hvor han kommer til at ligge henne i forhold til resten af holdet. Med Johan handler det 100 procent om udvikling, og jeg håber, vi starter en rejse sammen som forhåbentlig bliver langvarig,” siger Michael Skelde.

Det er mest i de danske løb som Post Cuppen og U23 DM, at Michael Skelde håber på, at den unge rytter excellerer i sit første år, for ellers gælder det om at få ham godt ind på seniorniveau.

”Johan virker som en dreng, der er klar til at tage springet ind på et større hold. Han er en, som vi skal passe på det første år, og så ikke få ham kørt i sænk for tidligt på sæsonen. Jeg har ikke de store forventninger til Johan, vi skal have ham kørt godt ind på holdet, og han skal have nogle gode oplevelser,” siger han.

Johan Tiedemann Langballe skifter til Team Virtu Cycling på en 1-årig kontrakt.