Team VIRTU Cycling starter sæsonen i Santos Women’s Tour Down Under

Det kvindelige World Tour-hold Team VIRTU Cycling starter sæsonen i Australien, når de torsdag tager hul på det 4-dags-etapeløb Santos Women’s Tour Down Under.

De blå trikoter fra Team VIRTU Cycling skal for første gang i aktion, når World Tour kvindeholdet torsdag er klar ved startlinjen til 1. etape af Santos Women’s Tour Down Under. Det australske løb består af fire etaper, der køres i området omkring Adelaide, hvor der både bliver muligheder for de hurtige ryttere og for dem med flair for stigninger.

De seks Team VIRTU Cycling ryttere til start skal for første gang køre sammen som holdkammerater, og selvom det kommer til at kræve lidt tilvænning at lære hinanden at kende, så forventer sportsdirektør Carmen Small, at holdet kommer til at præge løbet.

”Vi sigter efter podiet. Det har jeg sagt til pigerne, og jeg forventer det også. Mine forventninger er ret høje, men jeg tror på pigerne – der er en grund til, jeg har valgt dem til holdet, og jeg tror, de kan skabe resultater – det er vores tur til at skinne,” siger Carmen Small, der dog også fokuserer på, at rytterne skal arbejde godt sammen.

”Først og fremmest skal vi køre som et hold. Vi er nødt til det, da vi er en ny gruppe med kun to gengangere fra sidste år, mens resten er nye. Det er første gang, at de skal køre sammen som holdkammerater, så de skal lære at arbejde sammen som et hold, for det er det, som vil skabe vores resultater.” siger hun.

En af de nye ryttere på holdet er den norske profil Emilie Moberg. Hun er en af flere med en god afslutning på Team VIRTU Cycling, og hun har mulighed for at lave et godt resultat.

”Jeg håber, at vi kan køre et godt løb. Personligt føler jeg mig godt forberedt, men det er stadig tidligt i sæsonen, så jeg håber at kunne være med til at skabe et godt resultat for holdet. Vi har ambitioner om at være med i toppen, og vi har et stærkt hold med,” siger Emilie Moberg, der glæder sig til at starte sin sæson ’Down Under’.

”Jeg er virkelig spændt. Det er min første gang i Australien og første gang, at jeg kører løbet, så jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer. Jeg har kun hørt gode ting om løbet, og så bliver det også en helt ny oplevelse at tage af sted med et nyt hold,” siger hun.

Santos Women’s Tour Down Under starter torsdag med en 115,7 kilometer lang etape med både start og mål i Gumeracha.

Team VIRTU Cycling til Santos Women’s Tour Down Under:

Barbara Guarischi, Linda Villumsen, Kasia Pawlowska, Emilie Moberg, Louise Norman Hansen og Trine Schmidt.