Team VIRTU Cycling stopper sine aktiviteter med sæsonens udgang

Team VIRTU Cycling stopper sine aktiviteter med sæsonens udgang

Virtu Cycling Groups succesfulde World Tour-hold for kvinder lukker ned efter denne sæson. Årsagen er manglende sponsorindtægter, som kan medvirke til at gøre holdet til en balanceret forretning.

Virtu Cycling Group afvikler efter indeværende sæson sit stærke World Tour-kvindehold.

Virtu-koncernens ejerkreds bestående af Bjarne Riis, Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen beklager beslutningen. Men de er samtidig enige om, at det er den nødvendige konsekvens af, at holdet mangler partnere og sponsorer, som kan medvirke til at skabe et fortsat fundament for holdet og sikre, at holdet kan drives som en balanceret forretning.

I holdets første to og et halvt år har ejerkredsen selv finansieret holdet af egen lomme gennem et tocifret millionbeløb.

”Vi er rigtig kede af beslutningen. Ikke mindst fordi, at vi over de seneste par år er lykkes med at skabe et rigtig stærkt hold, som specielt i denne sæson har leveret nogle helt fantastiske resultater og blandet sig mellem de bedste i verden.

Men uden de nødvendige partnere og sponsorer er det ikke realistisk for os at fortsætte vores engagement i kvindecykling, og derfor mener vi også, at det er den rigtige beslutning, selvom den ikke er, hvad vi havde håbet på,” siger Bjarne Riis.

Bjarne Riis havde gerne set, at holdet over de kommende år kunne bygge på og udvikle sig yderligere efter en succesfuld første halvsæson i 2019. Her har holdets 14 ryttere hentet en række prominente sejre, blandt andet i et af de største endagsløb, Flandern Rundt, hvor italienske Marta Bastianelli kørte først over stregen.

Nu er opgaven at slutte 2019-sæsonen stærkt af og hjælpe holdets ryttere og staff videre til andre arbejdsgivere.

”Når vi melder beslutningen ud allerede nu midt i sæsonen, så hænger det sammen med, at vi gerne vil give holdets ryttere og staff de bedste muligheder for at få en kontrakt med et andet hold hen over sommeren, hvor de fleste forhandlinger foregår. Vi forsøger efter bedste evne at hjælpe vores ryttere og staff videre,” siger Bjarne Riis.