Team VIRTU Cycling vil opsøge chancer i Cadel Evans Great Ocean Road Race

Endagsløbet Cadel Evans Great Ocean Road Race bliver anden prøvelse for Team VIRTU Cycling i Australien, og på en udfordrende rute vil holdet søge mulighederne.

Efter en god træningsblok efter Santos Women’s Tour Down Under er Team VIRTU Cycling igen klar ved startstregen i Australien. Lørdag stiller holdet til start ved Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor der venter knap 114 kilometer i et meget varieret terræn.

Ruten tager rytterne ud langs havet nær Geelong, før at de på vej tilbage mod byen skal over flere skarpe stigninger. Afslutningen er dog helt flad, og det kan derved blev et løb, der bliver kørt på mange måder.

Team VIRTU Cycling vil derfor også aktivt opsøge de muligheder, der dukker op i løbet af de 114 kilometer.

”Alt kan ske, sæsonen er stadig helt ny, men australierne er selvfølgelig i god form. Jeg synes, vi har nogle gode kort at spille ud, men vi er nødt til at tage nogle chancer, hvis vi vil have, at der skal ske noget. Vi kan ikke tage det roligt og køre rundt i feltet – at tage chancer er den bedste mulighed for os,” siger sportsdirektør Carmen Small.

Holdet har brugt den sidste uges tid på at træne og tilvænne sig sommervarmen i Australien, men til Cadel Evans Great Ocean Road Race gælder det stadig mest for rytterne om at finde hinanden.

”Vi skal fokusere på det basale, det er bedst for os. Det er stadig en slags træning for os, da vi skal vænne os til hinanden, og det er vores største prioritet at kunne køre som et hold. Pigerne er blevet bedre og bedre i varmen de seneste dage. Det skal blive en smule koldere i Geelong end i Adelaide, og det bør hjælpe pigerne en del,” siger Carmen Small.

Cadel Evans Great Ocean Road Race køres natten til lørdag europæisk tid.

Team VIRTU Cycling til Cadel Evans Great Ocean Road Race:

Trine Schmidt, Katarzyna Pawlowska, Emilie Moberg, Linda Villumsen, Louise Norman Hansen og Barbara Guarischi.