Team Waoo håber på vindfuldt U23 DM

Team Waoo håber på vindfuldt U23 DM

Denne weekend stiller Team Waoo til start ved U23 DM på Lolland, hvor der både køres enkeltstart og linjeløb. Holdet håber på vind og muligheden for sidevindskørsel ved søndagens linjeløb.

I denne weekend køres der U23 DM i Guldborgsund kommune på Lolland. Lørdag skal Team Waoo’s unge ryttere i kamp mod tiden, når de skal ud på en 33,4 km lang enkeltstart, og søndag køres linjeløbet i samme område som sidste års elite DM.

Enkeltstartsruten er hurtig med flade veje og flere lange stykker på store hovedveje, mens søndagens linjeløb består af 11 omgange på en 15,4 km lang rundstrækning i og omkring Nysted. Team Waoo’s Frederik Thomsen ser frem til at prøve kræfter med sit første U23 DM.

”På enkeltstarten vil jeg bare køre så hurtigt, som jeg kan og så se, hvad det kan blive til. Det er ikke en rute, der passer specielt godt til mig, men jeg tror stadigvæk, at jeg kan gøre det godt. I linjeløbet håber vi på at køre en top 5-placering hjem, og hvis alt går godt, og vi kører som et team, synes jeg ikke, det er urealistisk at håbe på en top 3-placering,” siger Frederik Thomsen.

Team Waoo stiller til start med et ungt hold, hvor både Frederik Thomsen og Oliver Wulff Frederiksen kører deres første U23 DM. Dermed udgør Mathias Larsen den erfarne mand af de tre, da han kørte sit første U23 DM sidste år. Og den erfarne mand pointerer, at alt kan ske ved et DM.

”Linjeløbet bliver et rigtig svært løb. U23 DM er altid meget uforudsigeligt, og derudover er vi meget i undertal,” siger Mathias Larsen, der dog stadig er optimistisk.

”Ruten ligger godt til mig, og hvis der er vind, er det endnu bedre, for det giver mulighed for sidevindskørsel. Vi kører altid efter at vinde, når vi stiller til start. Det bliver selvfølgelig svært, men alt kan som sagt ske til DM.”

Mens alle tre Team Waoo-ryttere kører linjeløbet, er det kun Frederik Thomsen og Mathias Larsen, der repræsenterer Team Waoo på enkeltstarten.